Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget. I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang: »Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!«  Lukasevangeliet 2,1-14

Lad mig fortælle jer historien om den gale mand, der tændte en lygte ved højlys dag, løb ud på torvet og råbte uophørligt: "Jeg søger Gud! Jeg søger Gud!"?

Da der netop stod mange af dem dér, som ikke troede på Gud, vakte han stor latter. "Er han blevet væk?" sagde den ene. "Er han faret vild som et barn?" sagde en anden. "Eller holder han sig skjult? Er han bange for os? Er han sejlet til havs? Udvandret?" – Sådan råbte de og lo.

Den gale mand sprang ind mellem dem og gennemborede dem med sit blik. "Hvor er Gud?" råbte han. "Jeg skal sige jer det! Vi har slået ham ihjel – I og jeg! Vi er alle hans mordere! Men hvordan gjorde vi det? Hvordan kunne vi drikke havet op? Hvem gav os svampen til at tørre hele horisonten væk? Hvad gjorde vi, da vi løsrev denne jord fra dens sol? Hvor bevæger den sig hen nu? Hvor bevæger vi os hen? Bort fra al sol? Falder vi ikke ustandseligt? Bagud, til siden, fremad, til alle sider? Er der stadig et op og et ned? Er vi ikke som fortabte i en uendelig intethed? Puster ikke det tomme på os? Er det ikke blevet koldere? Gud er død! Gud forbliver død!”

Sådan skriver Friedrich Nietzsche med sin spidse pen tilbage i 1882 og indvarsler dermed den store begivenhed, som hører moderniteten til: Guds død! Bag disse ord, denne provokerende proklamation af den gale mand, gemmer sig den forestilling, at værdierne er styrtet i grus, det absolutte fundament, det Sande, det Evige, det, som giver mening og holder tilværelsen oppe, er faldet sammen til et kæmpe stenbrud, hvor 2000 års værdier, moralske indsigter og erkendelser, ligger tilbage hulter til bulter uden at noget står over noget andet. ”Intet er sandt, alt er tilladt”.

Det er så menneskets opgave selv at finde sin mening, samle sten sammen i stenbruddet, bygget noget nyt op, ikke efter en guddommelig vilje, men efter menneskets vilje – bygget af menneskets egne hænder. Der er ingen model, vi kan bygge efter, ingen idealverden bag denne verden, som mennesket kan bruge som skitse, og derfor overlades vi til os selv, når de store spørgsmål melder sig: Hvem er jeg? Hvad er meningen med livet – med mit liv? Findes sandheden, findes evigheden, er der mere at sige om livet end at døden altid har det sidste ord?

De spørgsmål runger i dybet af mennesket, hvis de da ikke bryder ud i desperation som den gale mand på torvet, der forgæves søger Gud, men selvom det hører med til det moderne, at Gud er død, at Sandheden ikke overleveres til os med naturlighed, så forstummer vores søgen efter mening ikke, tværtimod; kirkerne står her stadig med deres kirketårne, der rækker mod himlen, og folk træder nærmere, når livet spidser til – i livets bølgedale og på livets tinder -, og det stiller jo det spørgsmål, hvad der tiltrækker os, hvad der suger os – trods alt - mod kirken?

For ikke lang tid siden, så døde en al, al for ung kvinde her i vores sogn. Uretfærdigt revet bort. Moren, som jeg talte med dagene efter begravelsen, spurgte mig så: Kære præst, sig mig, er min datter hos Gud nu? Et spørgsmål, som sætter det hele på spidsen – fra Nietzsches nihilisme til modernitetens meningsløshed. Og hvad er svaret – hvad ville I svare?

Mit svar, som det også må være kirkens svar, lød: Jeg tror og håber, at hun nu er hos Gud. Det er dét, vi samles om i kirken - i dag, juleaften, og hver evige eneste søndag. At der er mere at sige om vores liv end blot en meningsløs linje fra vores vugge til vores grav, som ordene fra englen julenat til hyrderne på marken: ”Frygt ikke, i dag er der født jer en frelser”, ord, der spejles påskemorgen til den sørgende mor ved den tomme grav: ”Frygt ikke, Jesus Kristus er opstået”. Det er ordene om, at der findes en anden, lodret linje i vores liv, en linje, der går fra himmel til jord. Som skærer sig ned i tiden. Som evighed, som kærlighed, som tilgivelse, som fuldendelse. Det er evighedens nedslag, midt i historien, midt i vores liv. Ord sagt fra et sted uden for verden, ord fra Gud, ind i vores verden: ”Frygt ikke, i dag er der født jer en frelser”.

Kristendommen, fra krybben julenat over korset langfredag til opstandelsen påskemorgen, det er en historie, der kommer fra en anden verden, en verden, som vi ikke kan sige os selv, ligegyldigt hvor dybt vi end – med lukkede øjne – mediterer ind i os selv, for hvordan kan det allerstørste – Guds indtræden i verden, sammensmeltningen mellem tid og evighed – ske i det allermindste, en fødsel i en stald i Betlehem? Fortællingen går på tværs af det menneskelige, og dermed skænker den os en fred, en trøst, et håb, som rækker ud over livets egen horisont, og som vi aldrig kan finde i os selv.

Den gale mand, som blev til for enden af Nietzsches kuglepen, og som forvirret løb rundt på torvet efter livets mening som et andet moderne menneske, han stoppede pludselig op, folk stirrede på ham, og så kastede han sin lygte mod jorden, så den gik i tusind stykker og lyset slukkedes. ”Jeg kommer for tidligt," sagde han da; ”Denne enorme begivenhed, Guds død, er stadig på vej, den vandrer. Ligesom lyn og torden kræver tid, lyset fra stjerner kræver tid, før den når menneskenes øjne og ører, sådan er det også med Guds død.” Det blev hans sidste ord, før han vendte om og gik sin vej uden håb.

Men det blev ikke de sidste ord, for kirken og kristendommen står her endnu, og lige her i menighedens midte, der samles vi om, at Guds har trådt os nær med Kristus i krybben julenat; at der også for os gælder et håb om opstandelse, om at døden ikke har det sidste ord i vores liv, og derfor kan vi gå fra kirken med lyset tændt i vores hjerter, for vi lever i livets sted, ikke dødens sted, i lysets sted, ikke mørkets sted, i begyndelsens sted, ikke afslutningens sted, i håbets sted, ikke i fortvivlelsens sted. 

Og derfor kendes kirken ikke på sine grave, men på sit tårn, der rækker mod himlen, som det triumferende, trodsige, oprørske håb om, at livet, lyset og Gud altid sejrer. Glædelig jul!