Menigheds- og orienteringsmøde

På menigheds- og orienteringsmødet er der mulighed for at blive klogere på, hvad det vil sige at sidde i menighedsrådet, og du kan møde de nuværende medlemmer.

Orienteringsmødet er slået sammen med det årlige menighedsmøde, hvor der fortælles om, hvad der er sket i det forløbne år i Sct. Mariæ kirke.

På mødet den 18. august kan du også høre om, hvad der skal ske den 15. september til valgforsamlingen.

Dagsorden for menigheds- og orienteringsmødet
i Laxmandsalen den 18. august 2020 kl. 19.00

 

  1. Velkomst ved menighedsrådet.
  2. Valg af dirigent.
  3. Orientering om arbejdet i den forløbne funktionsperiode og orientering om det kommende menighedsråds opgaver.
  4. Visioner, ønsker og ideer til det kommende menighedsråd. Oplæg ved menighedsrådet og debat.
  5. Redegørelse for det seneste års regnskab samt det kommende års budget.
  6. Orientering om datoer og regler for opstilling og valgforsamling, og orientering om muligheden for at udløse afstemningsvalg.
  7. Oplysning om antallet af kandidater, der skal vælges til menighedsrådet.
  8. Foreløbigt overblik over, hvem der eventuelt er interesserede i at opstille som kandidater og stedfortrædere på valgforsamlingen i september. 

Kort om menighedsrådsvalget

I 2020 skal der være valg til menighedsrådene rundt omkring i landet, og dermed skydes et nyt valgår i gang. Til menighedsrådsvalget vælges nye menighedsråd i alle landets sogne til en periode på fire år. I 2020 skal menighedsrådene, som noget nyt, vælges på en valgforsamling hvor kandidater opstilles og vælges. Forud for valgforsamlingen afholder menighedsrådet et orienteringsmøde. Begge møder er offentlige og alle er velkomne. Sæt allerede kryds i kalenderen nu, så du kan være med til at sætte dit præg på Danmarks mest lokale demokrati – menighedsrådet.  

Hvis du er nysgerrig på, hvad menighedsrådet laver i lige præcis dit sogn, hvilke aktiviteter de arrangerer og hvordan du kan stille op til menighedsrådsvalget, skal du møde op til det offentlige orienteringsmøde 18. august 2020 kl. 19-21 i Sct. Mariæ Kirke. Mødet afholdes i Laxmandsalen.

På dette møde vil menighedsrådet fortælle om, hvad de har lavet i de forløbne fire år. Derudover vil du høre om menighedsrådets kommende opgaver, hvor mange kandidater, der skal vælges til menighedsrådet og datoer og regler for valgforsamlingen, hvor det nye menighedsråd skal vælges. 

Ved at møde op til valgforsamling 15. september 2020, er du med til at vælge retningen for kirkens arbejde i dit sogn. Det er du, ved at være med til at vælge, hvem der skal sidde i menighedsrådet blandt de opstillede kandidater eller ved selv at stille op som kandidat. På valgforsamlingen præsenteres kandidaterne og efterfølgende er der mulighed for debat. Valget af menighedsrådene foregår ved skriftlig afstemning mellem kandidaterne og resultatet heraf afgør, hvem der er valgt til menighedsrådet.

Det valgte menighedsråd tiltræder 1. søndag i advent den 29. november 2020.

Ved at møde op til møderne, er det altså muligt at sætte dit præg på, hvad din kirke skal de næste fire år. Hvad enten du ønsker flere aktiviteter for børn og unge, familier eller ældre, tiltag for kunst, drop-in dåb, koncerter eller noget helt andet.

Du kan læse mere om menighedsrådsvalget på kirkeministeriets hjemmeside, ved at klikke her. 
 

Hvad er et menighedsråd?

Hvad laver man i Danmarks mest lokale demokrati – menighedsrådet?

Alle folkekirker i Danmark ledes af menighedsrådet, som består af frivillige, der på demokratisk vis er valgt ind i rådet af sognets folkekirkemedlemmer og af sognets præster, der automatisk indgår i rådet. Menighedsrådsarbejdet handler om at skabe de bedste vilkår for evangeliets forkyndelse eller sagt med andre ord, så handler det om at gøre en aktiv indsats i det lokale demokrati til gavn for den lokale folkekirke.

Et menighedsråd sætter retningen for kirkens arbejde, og det er blandt andet menighedsrådets opgave at planlægge, hvilke aktiviteter der skal være i kirken – meditation, koncerter, drop-in dåb og bryllup, legestue, flygtningecafé, voksenundervisning, sorggrupper, ungdomsgudstjenester eller noget helt andet - mulighederne er mange. Tilsammen bestemmer menighedsrådet, hvad deres kirke skal.

Et menighedsråd vælges som udgangspunkt for en fireårig periode og består i Sct. Mariæ Kirke af 8 medlemmer foruden sognets 2 præster.
Antallet varierer efter sognets størrelse.

Menighedsrådets opgaver spænder bredt og beskæftiger sig med alle aspekter af kirkens arbejde og berører alt lige fra arbejdsgiveransvar og budgetstyring til bygningsansvar og kirkens sociale arbejde. I tilfælde af at en ny præst skal ansættes, har et menighedsråd til opgave at udpege den præst, man ønsker at ansætte, hvorefter Kirkeministeriet fungerer som arbejdsgiver for præsten.

Som medlem i et menighedsråd har du mulighed for at bidrage med dine potentialer ved at vide, hvilken funktion du bedst kan udfylde og dermed bidrage til at samspillet om helheden i arbejdet varetages på bedst mulige måde. Menighedsrådsarbejdet kan være en god læreplads i kommunikation og debat, ledelse og samarbejde, økonomistyring og sagsbehandling med meget mere.

Hvem kan stille op

Hvis du er over 18 år og medlem af Folkekirken, har du mulighed for at blive valgt ind i et menighedsråd. I dag kan folkekirken bruges på mange forskellige måder, og det er ikke et krav, at man er fast kirkegænger for at stille op til menighedsrådsvalget. Når man bliver valgt, sidder man oftest i menighedsrådet i fire år ad gangen. Menighedsråd mødes typisk en gang hver anden uge på hverdagsaftener og drøfter aktuelle temaer og projekter i kirken. Menighedsrådsarbejdet er som udgangspunkt frivilligt arbejde uden aflønning.

 

VF

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

MRVALG