Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Dette er Johannes' vidnesbyrd, da jøderne fra Jerusalem sendte præster og levitter ud til ham for at spørge ham: »Hvem er du?« Da bekendte han og benægtede ikke, han bekendte: »Jeg er ikke Kristus.« »Hvad er du da?« spurgte de ham,»er du Elias?« »Det er jeg ikke,« svarede han. »Er du Profeten?« »Nej,« svarede han. Så sagde de til ham: »Hvem er du da? Vi skal have svar med til dem, der har sendt os; hvad siger du om dig selv?« Han svarede: »Jeg er ›en, der råber i ørkenen: Jævn Herrens vej!‹ som profeten Esajas har sagt.« De var udsendt af farisæerne, og de spurgte ham: »Hvorfor døber du så, når du hverken er Kristus eller Elias eller Profeten?« Johannes svarede dem: »Jeg døber med vand; midt iblandt jer står en, som I ikke kender, han, som kommer efter mig, og hans skorem er jeg ikke værdig til at løse.« Dette skete i Betania på den anden side af Jordan, hvor Johannes døbte. Johannesevangeliet 1,19-28

Hvem er jeg? Hvad er meningen med mit liv? Hvor finder jeg sandheden? Hvordan bliver jeg lykkelig? Hvordan kan jeg blive frelst? Mig, mig, mig.

Noget af dét, der allermest har karakteriseret den moderne tænkning helt tilbage til l600-tallets Descartes, det er, at subjektet, jeg’et, altid står i centrum. Her begynder tænkningen, her begynder verdenen, her begynder alt det, vi kan sige om livet.

Mennesket selv, selve selvet, er blevet livets kerne, og sandheden er ikke noget, man søger ”derude”, i naturen, i fællesskabet, i historien, men noget man ”finder i sig selv”. En sandhed for mig. Sådan er jeg, hører vi os selv sige, sådan mener jeg, og det kan godt være, at det ikke er rigtigt for dig, men det er det for mig. Min tro, min Gud, min sandhed.

På den baggrund er det nok ikke så underligt, at mange mennesker nu om dage søger ind i sig selv for at finde svarene: Meditationer med lukkede øjne for at finde sandheden i dybet af sig selv. På den måde er vi blevet en flok, en flok, individualister, som nok har denne verden til fælles, men som dybest set – hver især – render rundt for at finde den sandhed, der virker for mig.

Der findes en forrygende scene i filmen Life of Brian. Her står Jesus på klippekanten og råber ud over mængden af folk, der har stimlet sig sammen: I er alle individer! Hvortil de alle svarer i kor: Ja, vi er, vi er alle individer! I er alle unikke, råber Jesus tilbage, hvortil der svares endnu højere i kor: Ja, vi er alle unikke! Og til sidst svarer én fra mængden: ”Nej, jeg er ikke! Jeg er ikke noget unikt individ.”

Ham, der nægtede sin egen unikke individualitet og i stedet bekendte sig til det kollektive, ender med at være ham, som stikker – unik - ud af mængden. Som derved opfylder sin individualitet, bliver til én – gennem fællesskabet. En vittighed, en scene, som ikke bare spidder os moderne mennesker midt i individualitetens tidsalder, men som også rummer en dyb sandhed om mennesket: At mennesket først kommer til sig selv gennem Den Anden. Gennem dét, som ikke findes i den enkelte, men som findes uden for subjektet selv, i Den Anden.

Netop den rolle, ja selve indbegrebet af, at pege væk fra sig selv, den indtager Johannes Døber i vores bibel og i vores kulturhistorie. Som ham, der peger væk fra sin egen navle og mod Den Anden, mod det i grunden radikalt anderledes, der møder os, Jesus Kristus, Guds søn. Det er i kraft af dette, at Johannes Døber er, hvad han er; han er ikke sandheden, men vidnet, der peger på sandheden, og sådan er det for os alle sammen: Vi er ikke sandheden, den findes ikke i os, men vi kan pege på den, når vi i vores eksistentielle tomhed famler efter Gud: Dér, se Kristus i krybben julenat, dér, se Kristus på korset langfredag, dér, se Kristus – med troens blik – i opstandelse midt i den tomme grav.

Johannes Døberen var røsten i ørkenen, men han var ikke selv Ordet, for det kan vi ikke sige os selv, det kan intet menneske udsige; det kommer til os, det skænkes os, det gives til os. Og det, vi kan gøre, er at tage imod, og pege på dét, som kommer os i møde. At pege på Jesus Kristus, Guds søn, ligesom Johannes.

Dermed tegnes der et billede af os mennesker, som både gamle teologer og nye filosoffer kan blive enige om, fordi Johannes udfolder den sandhed, at mennesket – du og jeg – ikke er noget i os selv, men vi bliver til – som mennesker - i mødet med Den Anden, med Gud og vores næste. Den menneskelige eksistens er ikke, som vi nok ellers går og tror, centreret omkring selvet, vores eget lille jeg, men den finder sin mening i relation til dét, der er større end os, til det evige.

Derfor vil svaret altid være tomt, når vi forsøger at finde meningen dybt i os selv, og derfor lider det moderne menneske i så høj grad af en grundlæggende fortvivlelse, fordi vi er formet af den vildfarelse, at det hele begynder, centrerer sig og ender i os selv.

Og netop her bliver Johannes Døbers vidnesbyrd et spejl for os alle sammen midt i den moderne verden: Det er ikke os selv, vi skal spejle os i, men Den Anden, i Kristus. Når vi forsøger at finde sandheden og meningen alene i os selv, finder vi kun tomhed – for vi er skabt til relation, til at træde ud af os selv og møde vores næste.

Det er i denne bevægelse, i dette pegende liv, at vi bliver, hvem vi virkelig er. Ikke som unikke, adskilte individer, som den flok, Jesus stod over for i Life of Brian, men som dem, der hører sammen i fællesskabet, sammen i Kristus, med håbet om opstandelse lige her i menighedens midte.

Så spørgsmålet til os må være: Hvem peger du på, når du famler efter mening, sandhed og frelse? Er det dig selv, eller er det Kristus, Guds Søn, ham, som kommer til verden julenat med kærlighed og tilgivelse? Som Johannes pegede, som Paulus pegede, som evangelisterne pegede, så bliver det da også vores gave og opgave som kirke, som kristne, at pege væk fra os selv; ikke for at sætte os selv i centrum, mig mig mig, men for at vise vej, pege mod Kristus, der er vejen, sandheden og livet.

At pege på Kristus er at pege på det håb, der blev født julenat; det håb, som rækker ind i hver eneste af vores liv, også dér, hvor vi måske selv kun ser tomhed og fortvivlelse. Det er at sige: Der er en vej, en sandhed og et liv, som ikke afhænger af vores egen styrke, men af Guds kærlighed til os. Hvilken befrielse!