Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus sagde: »Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig! I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er. Og hvor jeg går hen, derhen kender I vejen.« Thomas sagde til ham: »Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?« Jesus sagde til ham: »Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig. Kender I mig, vil I også kende min fader. Og fra nu af kender I ham og har set ham.« Filip sagde til ham: »Herre, vis os Faderen, og det er nok for os.« Jesus sagde til ham: »Så lang tid har jeg været hos jer, og du kender mig ikke, Filip? Den, der har set mig, har set Faderen; hvordan kan du så sige: Vis os Faderen? Tror du ikke, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig? De ord, jeg siger til jer, taler jeg ikke af mig selv; men Faderen, som bliver i mig, gør sine gerninger. Tro mig, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig; hvis ikke, så tro på grund af selve gerningerne.« Johannesevangeliet 14,1-11

Hvordan beviser vi dog Guds eksistens? Netop dét spørgsmål har runget i filosofien og teologien siden den tidlige middelalder, for tænk sig, hvis det dog var muligt at bevise, at tænke sig frem til Gud og Guds eksistens, og derfra slå to streg under facit? Det er jo guf for tænkeren, der må slikke sig om munden bare ved tanken. At bevise Guds eksistens. Det bliver vel ikke større?

Tilbage i 1063, fra sin klostercelle i Canterbury, sad prioren, Anselm, og tænkte over teologiens store og dybe spørgsmål, og ikke mindst spørgsmålet om Guds eksistens, pressede sig på. Han nåede frem til et Gudsbevis, som senere slog rod i tænkningen, og i korte træk går ud på, at siden Gud er det største, der kan tænkes, og da det at ”eksistere” må være større end ikke-at-eksistere, så må Gud da eksistere i virkeligheden og ikke bare i tanken. Med andre ord: Det er en logisk selvmodsigelse, tænkte Anselm, at hævde, at Gud ikke eksisterer, for så er Gud jo ikke det største af alt! Ergo… må Gud eksistere.

Skulle man få den tanke, at sagen så var afgjort, så må vi hellere tro om igen. For godt 200 år efter, i Dominikanerordenens studiehuse i Italien, sad den lærde professor, Aquinas, og tænkte videre over sagen. Det var ligesom for tænkt, mente han, for Anselm tog kun afsæt i tankens begreber; han glemte helt virkeligheden, alt det, vi sanser og oplever. Derfor mente Aquinas, at beviset for Guds eksistens ikke skulle gå gennem tanken, men gennem virkeligheden, og han nåede frem til, at siden verden og virkeligheden eksisterer, en fornuftig sammenhæng mellem årsag og virkning, så må der da være et eller andet, som har sat virkeligheden i gang? En årsag, som ikke er i verden, men som står bag verden?

Aquinas fandt frem til, med inspiration fra Aristoteles’ antikke tanker, at Guds eksistens kan bevises ved, at verden må nødvendigvis have sin grund i en første årsag, en første ubevæget bevæger, som ikke er den del af verden, men som sætter det hele i gang. Ergo… Gud eksisterer, fordi verden eksisterer.

Er vi så nået til vejs ende? Kan vi sige, at Guds eksistens er nagelfast og sikker? Endnu en tænker melder sig på banen, ikke fra middelalderens muld, men fra oplysningstidens klare fornuft, nemlig Immanuel Kant.

Kant tager fat, hvor de andre slap, men han bringer frem – kort fortalt -, at fornuften, som vi har forsøgt at bevise Guds eksistens med, slet ikke kan række så langt. Fornuften har sin grænse, og hvad der er på den anden side, det kan vi ikke sige noget fornuftigt om. Med andre ord: Guds eksistens kan hverken bevises ikke modbevises.

Og her står vi så. Ved en vej, hvor oplysningsfilosofien tydeligt har sat et skilt: ”Blind vej”! Vi kan godt gå ned af den, det er jo altid fristende, men vi vil intet finde, og vi vil formentlig hurtigt vende om og tilbage til der, hvor vi kom fra – Guds eksistens kan ikke bevises.

Vender vi os mod Bibelen, både Det Gamle og Det Nye Testamente, så er det da også som om, at vi også her møder et ”advarselsskilt” med påskriften ”træd ikke nærmere”. Det er vel der, Moses i dag står, da han forsøger at nærme sig Gud, og idet han træder nærmere, tættere på det helligste af det hellige, og så råber Gud – som var han en anden Kant - fra den brændende tornebusk: ”Du må ikke komme nærmere!”?

Få skridt fra den dybeste indsigt, man kan forestille sig, altings begyndelse og ende, den inderste kerne, dér må mennesket standse op, for Guds ansigt, Guds sande væsen, må forblive et mysterium, som det ikke er i menneskets magt at stå ”ansigt til ansigt med”. (Det kan menneskets ikke tåle, det kan Gud ikke tåle – begge vil, kan man sige, tabe ansigt.) Som Michelangelos berømte maleri af Gud og Adam, der, til trods for at de begge rækker deres arme mod hinanden, ikke kan nå hinanden, Gud og mennesket, for der et hul, et tomrum, der på én og samme tid er uendelig lille og samtidig uendelig stort.

”Jeg Er, den jeg Er”, siger Gud, אֶהְיֶה אֲשֶׁר אֶהְיֶה‎‎, (ehye ’ăšer ’ehye), som det lyder på hebraisk, et udsagn, Guds eget udsagn om, hvem han er. Men ordene ”Jeg er, den jeg er”, peger ikke i nogen retning, det hviler i sig selv, som et indelukket Gudsbegreb uden åbninger, som vi mennesker kan trænge igennem.

Det er en forståelse af Gud, som vi møder mange steder i det Gamle Testamente, at Gud ikke viser sit sande ansigt, sit inderste – der er altid et slør, som ikke må rives bort. Denne tanke om den tilslørede Gud, som religionshistorisk betragtet er et ganske karakteristikum for forestillingen om Gud på tværs af kulturer og religioner, hænger på den ene side sammen med en forståelse af Gud som mystisk, uopnåelig, evig, transcendent, hævet, og på den anden side en forståelse af mennesket som begrænset, forgængelig, historisk, jordbundet. Og disse to størrelser, himlen og jorden, Gud og mennesket, kan ikke – teologisk eller filosofisk - forenes.

Dog er dette netop kristendommens kerne: Gud viser sig i Jesus Kristus. Gud åbenbares. Giver sig helt og holdent til kende, himlen falder ned på jorden, eller jorden løftes op i himlen, sløret rives bort, som tempelforhænget foran det helligste kammer i templet, der flængedes, da Jesus udånder på korset. 

Som det lyder i dag fra Johannesevangeliet, så står disciplene ikke bare over for et menneske, de står slet og ret over for Guds væsen - Jesus Kristus. ”Den, der har set mig, har set Faderen”, som Jesus siger.

For disciplene – og nok også for os i dag – forstår vi ikke dette radikale, religionshistoriske nybrud, at vi slet og ret står ansigt til ansigt med Guds søn i Jesus Kristus. Når vi spørger, som mennesket altid har gjort og som tankerne bag gudsbeviserne vidner om, hvor er Gud, så er svaret, dér – Jesus Kristus -, når vi spørger, hvem er Gud, så er svaret, se dér – Jesus Kristus -, når vi spørger, hvad vil Gud, at jeg skal gøre, så er svaret, se ham, Jesus Kristus, hør ordene, følg ham. Han er ”vejen og sandheden og livet”.

Det er ikke fornuftens sti, der fører os til Kristus – så langt gå den slet ikke. Nej, det er troens vej, der fører os til Kristus. En vej, som evangelierne har lagt for os, der fører os gennem Jesu virke på jorden, gennem den mørke korsfæstelse og frem til solopgangen påskemorgen. Det er troens vej – gennem Kristus til Gud.

Det gammeltestamentlige slør, som Moses på bjerget står over for, og som tænkningen ikke kunne trænge igennem, er revet bort, for Kristus åbenbarer dét, som før var det store mysterium, nemlig Guds sande væsen. Guds sande væsen som ren kærlighed, ren tilgivelse, ren barmhjertighed. Thi Gud er kærlighed. Ren og skær kærlighed.