Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: De elleve disciple gik til Galilæa til det bjerg, hvor Jesus havde sat dem stævne. Og da de så ham, tilbad de ham, men nogle tvivlede. Og Jesus kom hen og talte til dem og sagde: »Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.« Matthæusevangeliet 28,16-20

 "Mens jeg lå i mørket og i den dybe nat, som jeg var indhyllet i, forekom det mig umuligt at løfte mine øjne til himlen. Men efter den livgivende velsignelse af dåben, blev min sjæl renset, og mit liv blev ændret. Alt, hvad der før var mørkt, blev oplyst."

Ordene stammer fra Cyprian og er omtrent 1800 år gamle. De er skrevet i midten af det tredje århundrede efter at Cyprian, som ellers havde levet trygt og godt som rig, romersk borger i Kartago, valgte at omvende til sig kristendommen. ”Alt, hvad der før var mørkt, blev oplyst”.

Vi ved jo, at kristendommen spredte sig som ringe i vandet i Middelhavsområdet. Fra de første følgere, dem, som fulgte i fodsporene af Jesus, gik ved hans side, lyttede til hans ord, oplevede hans gerninger, men som måtte have stået fortvivlet og desillusioneret tilbage, da romerne klyngede ham nådesløst til korset; men det, de troede var en tragisk slutning, viste sig som en triumferende begyndelse: For graven var tom påskedag, Jesus var Kristus, opstanden, Guds Søn, en frelser, et lys for folkene helt til jordens ende.

Da opstod de Kristus-troende, og med Paulus i spidsen blev nye menigheder grundlagt, Fillipi, Antiokia, Thessaloniki, Korinth, Efesos, Galatien, Athen og selvfølgelig verdens hovedstad, Rom.

De levede nok i det skjulte, samlede sig til gudstjeneste i de små hjem med troen på opstandelsen i menighedens midte, og i lyset af evangeliet, hjalp de hinanden – vær barmhjertige, milde og tålmodige, tilgiv hinanden ligesom Herren tilgav jer, som Paulus skriver til menigheden i Korinth.

Langsomt voksede kristendommen, fra nabo til nabo, fra det ene menneske til det andet, fra by til by, land til land. Flere og flere gik ind ad døren til de små husmenigheder, høj som lav, herre som slave, kvinde som mand, og det stiller os det spørgsmål, hvorfor mon kristendommen slog så frugtbart rod i den romerske muld?

Hvad var det, der gjorde, at kristendommen – blot nærmest 300 år efter Jesu død – blev statsreligion i Romerriget? Kirkefaderen Augustin skriver i sit enorme værk, Om Guds Stad, fra begyndelsen af det 5. århundrede, at de hedenske guder, de græske og romerske, kan man bede om alle mulige ting: mad, klæder, fornødenheder. Alt det, vi har brug for her i livet. Kun én ting kan man ikke spørge de hedenske guder om: Det evige liv. Og så tilføjer Augustin ”det er for det evige livs skyld og kun derfor, at vi er kristne”.

Det evige liv. Altså ikke det, der har at gøre med menneskets naturlige fornødenheder og bekymringer, men dét, der angår mennesket som menneske, dets yderste spørgsmål, det eskatologiske spørgsmål. Det evige liv som ikke vedrører alt det, vi gør for at holde os i live, men som vedrører det, for hvis skyld vi lever: meningen med det hele.

Det evige liv ikke blot som en fremtidig begivenhed, der skal redde mennesket væk fra denne verden, og som stilles os i udsigt, en udsigt, der jo, når alt kommer til alt, kan vise sig som et fatamorgana, men det evige liv som en nutidig begivenhed, her og nu, lige her, i vores liv. Bevægelsen er ikke væk fra livet, men ind i livet, et blik for, at det evige livs velsignelse allerede breder sin mildhed ud over alle ting.

Og måske er det dét, som Cyprian – efter sin omvendelse - forsøger at formulere, når han skriver, at alt, hvad der før var mørkt, blev oplyst. At håbet om det evige liv, der rækker ud over denne verdens grænse, også har sin indflydelse på selve det jordiske liv. Det evige livs lys rammer os også her og nu – mørket opløses, livet løsnes, blikket opløftes.

Det er blevet sagt, menneske først, kristen så, men hermed sigter Grundtvig til en bestemt forståelse af mennesket, af folkeligheden, nemlig sådan, at det hører med til mennesket, at der dybt i det bor en længsel, et uklart håb om, at Gud skal slå sin gyngende bro op mellem menneskets dødningehjem til de levendes land; sådan som det lyder, når vi om lidt skal synge Grundtvigs egen O, kristelighed.

Denne længsel, som rumsterer såvel i os som i de første kristne, det er kristendommens muld, det sted i mennesket, hvorfra kristendommen slår rod. Med andre ord: ”Uden levende folkelighed, en levende længsel, intet husrum for kristendom”, som Grundtvig formulerede det.

Netop ordene ”Se, jeg er med dig alle dage indtil verdens ende”, ord, som lukker og slukker Matthæusevangeliet, og dermed peger tilbage på os, på dig og mig, tilbage på livet, som nogle ord vi ikke kan sige os selv, men som kommer til os – ikke fra denne verden, men fra et sted uden for verden, bag livets kant og horisontens hældning, ord fra Gud, ind i vores verden: ”Se, jeg er med dig alle dage indtil verdens ende.”

Med de ord, med Jesu Kristi død og opstandelse, er det håb, denne længsel, om, at der skal dannes en bro fra jorden til himlen, fra det forgængelige støvs marker til paradisets have hos Gud, blevet til virkelighed. Håbet er opfyldt, længslen har fundet sin form i Jesus Kristus. ”Alt, hvad der før var mørkt, blev oplyst”.

Og med det håb kan vi gå ud i verden, ud af kirkedøren, som disciplene vandrede ud i verden, ikke for at vente på det evige liv, men for at lade det udfolde sig – i kærlighedens gerninger til glæde og gavn for vor næste.