Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Seks dage efter tog Jesus Peter og Jakob og hans bror Johannes med sig og førte dem op på et højt bjerg, hvor de var alene. Og han blev forvandlet for øjnene af dem, hans ansigt lyste som solen, og hans klæder blev hvide som lyset. Og se, Moses og Elias kom til syne for dem og talte med ham. Så udbrød Peter og sagde til Jesus: »Herre, det er godt, at vi er her. Hvis du vil, bygger jeg tre hytter her, én til dig og én til Moses og én til Elias.« Mens han endnu talte, se, da overskyggede en lysende sky dem, og der lød en røst fra skyen: »Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag. Hør ham!« Da disciplene hørte det, faldt de ned på deres ansigt og blev grebet af stor frygt. Men Jesus gik hen og rørte ved dem og sagde: »Rejs jer, og frygt ikke!« Og da de løftede deres blik, kunne de kun se Jesus alene. Mens de gik ned fra bjerget, befalede Jesus dem: »Fortæl ikke nogen om dette syn, før Menneskesønnen er opstået fra de døde.«  Matthæusevangeliet 17,1-9

Sommetider så kan man støde på det synspunkt, at religioner jo i bund og grund handler om det samme, om Gud og det hellige. Lad mig forsøge at udfolde det: Forestil jer et stort bjerg, på toppen, på bjergets tinde, befinder Gud sig, og ned langs bjerget snørkler sig forskellige små veje og stier. De har det til fælles, stierne, at de alle ender på toppen, men de er dog forskellige, for de snor sig i forskellige retninger, gennem dale, rundt om bjergsiden, over små toppe og tinder, men lige på bjergets top, allerøverst, dér mødes de, de mødes ved vejenes fælles mål, ved Gud.

Det er ikke så afgørende, lyder synspunktet, hvilke veje, underforstået hvilken religion, man indlader sig på, for endemålet er jo det samme, det handler først og sidst om Gud på bjergtoppens tinde. Eller som Gandhi vistnok engang har formuleret det: ”Religioner er forskellige veje, der alle mødes ved det samme punkt. Hvad betyder det, at vi følger forskellige ruter, hvis vi når det samme mål?"

Ja, hvad betyder det, at vi følger forskellige ruter, hvis vi når det samme mål, sådan lyder spørgsmålet nok retorisk, men jeg vil vove den påstand, at det betyder noget, at der grundlæggende er forskel på jødedom, kristendom og islam, også selvom de forskellige religioner jo unægtelig har ”Gud” til fælles.

Når vi i dag hører fra Matthæusevangeliet om Jesus’ såkaldte ”forklarelsen på bjerget”, så åbenbares der noget ganske særligt, noget, der radikalt adskiller kristendom fra alt andet, nemlig dette, at disciplene ikke blot står over for ”det hellige”, ”det guddommelige”, som både – religionsfænomenologisk – bringer fascination og frygt med sig, de står også over for en afsløring, for her åbenbares hvem Jesus Kristus i sandhed er. Guds røst lyder fra skyen: ”Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag. Hør ham!” Det er denne bekendelse, der gør kristendommen unik: Gud åbenbarer sig ikke blot som en fjerntliggende kraft, en guddom på bjergets tinde, men som en et menneske – som Sønnen, Jesus Kristus.

Hvis vi vender tilbage til billedet af bjerget og de mange veje, så viser dagens tekst os, at den kristne vej ikke blot er én af mange stier, der snor sig mod en skjult Gud på bjergtoppen. Nej, i kristendommen er det Gud selv, der kommer ned til os. Han forbliver ikke skjult på toppen, hvor vi i vores egen kraft må finde vej til ham. Han åbenbarer sig for os i sin Søn, som går vejen for os. Kristendommen handler ikke om vores vej op til Gud, men om Guds vej ned til os. Det er ikke bjergets top, der er kristendommens symbol, men derimod korset, vel det mest jordnære, man end kan forestille sig?

Og i lyset af denne bevægelse, Gud til os, så er det også vores opgave, ligesom disciplene, ikke at blive på bjerget, ikke at dvæle ved det hellige, men at gå ned ad bjerget, ned i virkeligheden. Ned til livet. Ned til hverdagen, hvor troen skal leves og kærligheden udfoldes. Det kan være fristende at blive på bjerget eller i klosteret, for så vidt, i lyset, i den hellige ro, hvor Guds nærvær synes håndgribeligt. Det er netop Peters første reaktion: ”Herre, det er godt, at vi er her. Hvis du vil, bygger jeg tre hytter her, én til dig og én til Moses og én til Elias.” Han vil fastholde øjeblikket, bygge en bolig for det guddommelige, så de kan forblive dér, i åbenbaringens klare lys.

Men det er ikke kristendommens mening. Jesus lader dem ikke blive på bjerget, i stedet fører han dem ned, tilbage til livet med andre mennesker. Og det er ikke kun de rene, de fromme, de stærke, der venter dernede. Det er også de udstødte, de syge, de ensomme, de tvivlende. Det er dernede, at kærligheden skal være virksom. Vi går ikke ned ad bjerget eller ud af kirken med et sæt regler på en stentavle, som Moses gjorde, eller med en tung bog i hånden, der skal følges til punkt og prikke, som Muhammed gjorde, vi går ned ad bjerget, væk fra mødet med det hellige, oplyst af opstandelsens klare lys, et lys og en kærlighed, der skal gives videre. Ikke som en fjern idé, en abstraktion, men en konkret, levende, udøvende kærlighed – en kærlighed, der rækker ud, der løfter, der forsoner. En kærlighed, der ikke kun gælder dem, vi naturligt har nært, men også dem, vi helst vil undgå.

Og hvad er det, der gør denne kærlighed mulig? Hvad er det, der gør, at vi ikke skal frygte at give os hen i den? Det er opstandelsen. Det er håbet om, at kærligheden ikke blot er en smuk tanke eller en følelse i hjertet, der dør med os, men at den hører evigheden til, den hører bjergets allerhøjeste tinde til. At det, vi giver, ikke går tabt. Opstandelsen er håbet om og bekendelsen til, at Guds kærlighed er stærkere end døden, og at vi hverken lever eller dør forgæves. Det er det håb, vi bærer med os, når vi går ned ad bjerget og ud af kirken hver eneste søndag morgen. Det er det lys, det håb, den kærlighed, vi må give videre.

Så nok har enhver religion det guddommelige og det hellige til fælles, men dermed er det afgørende ikke sagt, for det guddommelige træder i kristendommen frem som en åbenbaring i det menneskelige, så radikalt anderledes, at det også rokker ved selve indholdet, ved selve Guds væsen; ikke som en, der lever gennem en pagt med israelitterne, ikke som en, der har sendt sine bud i en bog til Muhammed, men derimod som en, der for ethvert menneske har givet sig selv til kende i Jesus Kristus, er kommet til os, og som ikke lader os blive stående ”på bjerget” for an det hellige, isoleret fra verden omkring os, men som derimod sender os – med opstandelsens kraft – tilbage til det liv og den virkelig, som unægtelig er vores. De ord, Jesus oprejste disciplene med, da de i fascination og ærefrygt stod lamslået over for det hellige, de ord gælder også for os i dag: ”Rejs jer, og frygt ikke.”