Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: Da Jesus gik videre, så han Levi, Alfæus' søn, sidde ved toldboden, og han sagde til ham: »Følg mig!« Og han rejste sig og fulgte ham. Senere sad Jesus til bords i hans hus, og mange toldere og syndere sad til bords sammen med ham og hans disciple, for der var mange, som fulgte ham. Da de skriftkloge blandt farisæerne så, at han spiste sammen med syndere og toldere, spurgte de hans disciple: »Hvorfor spiser han sammen med toldere og syndere?« Men da Jesus hørte det, sagde han til dem: »De raske har ikke brug for læge, det har de syge. Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere.« Johannes' disciple og farisæerne holdt faste. Da kom der nogle til ham og spurgte: »Hvorfor faster Johannes' disciple og farisæernes disciple, men dine disciple faster ikke?« Jesus svarede dem: »Kan brudesvendene faste, mens brudgommen er sammen med dem? Så længe de har brudgommen hos sig, kan de ikke faste. Men der kommer dage, da brudgommen er taget fra dem, og den dag skal de faste. Ingen sætter en lap af ukrympet stof på en gammel kappe; for så river den nye lap det gamle i stykker, og hullet bliver værre. Og ingen fylder ung vin på gamle lædersække; for så sprænger vinen sækkene, og både vin og sække ødelægges. Nej, ung vin på nye sække!«  Markusevangeliet 2,14-22

Hvordan fungerer en radio egentlig – hvordan kommer lyden fra studiet i København og ud til mig på landevejen i Nordsjælland? Jeg ved det ikke. Hvordan har den kylling, jeg i går spiste til aftensmad, egentligt levet, hvordan er den endt på min tallerken? Jeg ved det ikke. Hvordan fungerer tech-giganternes algoritmer egentligt, som får mig og en hel befolkning til at klistre til vores skærme? Jeg ved det ikke. Hvordan fungerer egentligt den verden, som jeg lever i og som omringer mig fra morgen til aften? Jeg ved det nærmest ikke.

Man siger, at noget af dét, der kendetegner det moderne menneske, det er, at vi er blevet fremmedgjorte over for vores omverden. At vi ikke forstår den, at vi ikke er nærværende i den, at vi ikke har indblik i alt det, der omringer os. Vi er blevet fremmedgjorte.

Kollega er blevet til konkurrent, fællesskab er blevet til individualisme, medmennesket er blevet til et instrument for min egen lykke, roen og freden er blevet til vækst og acceleration, teknologien har taget magten og til sidst må man spørge: Hvem er jeg egentlig selv i dette åbne hav af ting og fænomener, som jeg ikke forstår og ikke kan overskue? Er jeg blevet fremmedgjort fra den verden, jeg lever i?

Sådan siger sociologerne, fra Karl Marx’ analyse af kapitalismens skyggesider til den nulevende Hartmut Rosa, der taler om det moderne menneske midt i et accelererende vækstsamfund, hvor det i stadig stigende grad bliver sværere og sværere at forbinde os til vores verden. Som et modsvar på det moderne menneskes ”fremmedgørelse” har Rosa opfundet begrebet ”resonans”, en teori, en tænkning, der forsøger at pege på, at mennesket skal åbne sig tillidsfuldt mod verden, ikke i et forsøg på at kontrollere og tage magten sådan som vi har for vane, men i et forsøg på at lade os opfylde, at lade os påvirke, at lade sig rammes uforbeholdent af det, der møder os.

I dag fejrer vi høstgudstjeneste i kirken. Og er det ikke en passende anledning til at dvæle lidt ved det, der omringer os? Solopgangen ved Kronborg, efterårets falmende træer, svampene i skovbunden, bølgerne på Øresund og tunen, der springer? Eller alt det, der får os til at leve? Maden, græskarrene, der lyser orange på marken, vinklaserne, der bliver til vinen, som vi nyder, bierne der flyver for blomst til blomst for at lave gyldne dråber honning. Måske er det på tide, at vi skal forbindes lidt til naturen, forstå, at kyllingen har måtte lade livet for at jeg kan få min mad, at der er en klar linje fra jord-til-bord, og at den linje ikke behøver svinge vejen forbi produktionshaller, fabrikker og e-numre, men at den linje i grunden kan være så simpel: Et æg, et æble, et nybagt brød.

Høsten, om end den ikke betyder det samme i dag som i gamle dage, er tiden, hvor vi skal minde hinanden og os selv om, at naturen er skabt, at den er god, at den er meningsfuld, at den fundamentalt betyder noget, og samtidig vise den taknemmelighed, som hører med til skabelsen: At den holder os i live, både i sjæl og legeme, som en gave, der kommer ovenfra og ned. Som vi ikke kan kontrollere, som vi ikke kan styre, som vi ikke selv kan erhverve, men som kommer til os – i grunden fra Gud og til os mennesker. Er det ikke den dybeste resonans, som vi mennesker kan erfare og som kan danne klangbund i vores liv – her og nu?

I dag hører vi fra Markusevangeliet om Jesus, der sidder til bords og spiser sammen med syndere og toldere. Det lyder nok harmløst i vores ører her 2000 år efter, vi er jo selv formet af historien, men dengang, i den antikke jødedom, der var der et klart skel mellem de ”urene” og ”de rene”, mellem dem, der var inde i centrum ved højbordet, og dem, der lå i periferien, sultne i grøftekanten.

Derfor vækker det også vrede, at Jesus sidder til bords med alle de svage, sårbare og særlige. Det skulle jo være bordet med de rigtige meninger, de rigtige holdninger, den rigtige forståelse af Gud. Sagen er bare den, og det er hele kristendommens kerne, at Jesus Kristus åbenbare Guds inderste væsen – nemlig som tilgivelse, barmhjertighed og kærlighed.

I den forstand er historien med Jesus ved bordet, omringet af syndere og toldere, et rammende billede af kristendommen. For er kristendommen ikke et broget fællesskab af mennesker, høj som lav, ung som gammel, akkurat som os her i dag, og mødes vi ikke sammen ved alterbordet i troen på, at Gud er ren tilgivelse og skænker os et håb om, at selv efter det falmende efterår i vores liv, selv efter livets kolde vinter, ja, når vores timeglas en dag udrinder, så venter der en evig sommer på os hos Gud?

I kirken, søndag efter søndag, dannes det resonansrum mod noget større, naturen, medmennesket, Gud, som sociologerne siger, at vi mennesker i denne travle og forjagede samfund trænger til. Vi bliver mindet om at se skabelsen i vores verden, det store i det små, vi bliver mindet om at se glimtet af Gud i vore næstes øjne, vi bliver mindet om, at der findes en Gud, som er ren tilgivelse, ren barmhjertighed, ren kærlighed, en tilværelsens horisont, der rækker ud over denne verdens grænse. Den klangbund kan vi mennesker går fra kirke på og ud i livet og verden – og ud dagens høstmarked.