Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Da farisæerne spurgte Jesus, hvornår Guds rige kommer, svarede han: »Guds rige kommer ikke, så man kan iagttage det; man vil heller ikke kunne sige: Se, her er det! eller: Se dér! For Guds rige er midt iblandt jer.« Men han sagde til disciplene: »Der skal komme dage, da I vil længes efter at se blot én af Menneskesønnens dage, men I skal ikke se den. Man vil sige til jer: Se, dér er han! eller: Se her! Men gå ikke derhen, og følg ikke efter. For som lynet lyser fra den ene ende af himlen til den anden, når det lyner, sådan skal Menneskesønnen vise sig på sin dag. Men først skal han lide meget og forkastes af denne slægt. Og som det var i Noas dage, sådan skal det også være i Menneskesønnens dage: De spiste og drak, giftede sig og blev bortgiftet lige til den dag, da Noa gik ind i arken, og syndfloden kom og udslettede dem alle. Eller som i Lots dage: De spiste og drak, købte og solgte, plantede og byggede; men den dag, da Lot forlod Sodoma, regnede ild og svovl ned fra himlen og udslettede dem alle. På samme måde skal det være den dag, da Menneskesønnen åbenbares. Den, som den dag er oppe på taget og har sine ting nede i huset, skal ikke gå ned og hente dem, og lige så lidt skal den, der er ude på marken, vende hjem igen. Husk på Lots hustru! Den, der søger at redde sit liv, skal miste det, men den, der mister det, skal vinde det. Lukasevangeliet 17,20-33

Hvornår bryder Gudsriget frem? Hvornår åbner himlen sig og kærligheden flyder ud? Hvornår slutter uret med at tikke og jorden med at dreje, ja, hvornår går historien på hæld, så evigheden slår rod og de døde såvel som de levende træder ind i det evige liv?

Det er nok en række spørgsmål, som sjældent rumsterer i os moderne mennesker, der har det 21. århundrede – med sekularisme, individualisme, kapitalisme - som vores omverden. Spørgsmålet om dommedag, om de sidste tider, hører ligesom ikke vores tid til.

Men træder vi tilbage til kristendommens begyndelse, til de allerførste menigheder, som Paulus grundlagde rundt om i middelhavsområdet, så pressede spørgsmålene sig på: Hvornår bryder Gudsriget frem? Hvornår kommer den opstandne Kristus tilbage og gør en ende på alt, som vi kender det? Hvad nu hvis jeg dør i morgen, får jeg så ikke del i opstandelsen?

De allerførste kristne, de Kristus-troende, dem, så måtte have stoppet op, når de slentrede forbi torvet i deres hjemby, og stødte på en eller anden mand ved navn Paulus, der råbte ud i mængden: ”Omvend jer, for Gudsriget er nær, omvend jer, for Gud har sendt sin søn, omvend jer, for alle – græker som jøder, mænd som kvinder, herre som slave – kan blive frelst til evigt liv”.

Alle dem, hvor ordene må have ramt dem i hjertet, så markant, så radikalt, at de opgav deres egen religion, deres egen trossystem, for at træde ind i troen på Jesus Kristus, Guds søn, – korsfæstet, død og opstanden. Fælles for alle dem og for Paulus, det var, at den horisont de talte og forstod sig selv ud fra og ind er, baggrunden og forgrunden, det var, at de levede i de sidste tider. De levede i en apokalyptisk tidsalder med en præsent forventning om, at historien gik på hæld, at dommedag var nær, at Guds rige bryder frem – førend vi aner det – som en tyv om natten. Lige om lidt, hold jer vågen, ingen kender timen, lige om lidt, som et lyn fra den klare himmel…

Men tiden gik, dag efter dag, år efter år, og dommedag var ikke så nær, som de første kristne – som nu døde en efter en – gik og troede. Og måske er det denne spænding, som i dag møder os, fra Paulus brev til Korintherne med ordene ”Vi skal ikke alle sove hen, men vi skal alle forvandles, i ét nu, på et øjeblik, ved den sidste basun” og frem til Lukasevangeliet, vel godt 100 år senere, hvor spørgsmålet lyder – lagt i farisæernes mund - ”Hvornår kommer Guds rige? hvortil der svares: ”Guds rige kommer slet ikke, så man kan iagttage det; man vil heller ikke kunne sige: Se, her er det! eller: Se dér! For Guds rige er midt iblandt jer.”.

”Guds rige er midt iblandt jer”, sådan blev omskrivningen, da det viste sig, at dommedag ikke bankede på døren som en tyv om natten. Gudsriget – nu ikke som en fremtidig begivenhed -, men som en åbning midt i livet, en sprække, en revne, en kilde, lige i midten af virkeligheden, hvor det evige lys træder ind. Som barmhjertighed, som kærlighed, som tilgivelse. Lige i menneskets og menighedens midte.

Den tyske tænker, en af filosofiens sværvægtere, Martin Heidegger, han sad tilbage i 1920’erne i sin bjerghytte og funderede over Paulus og Paulus’ forventning om, at Kristi genkomst var nær. Parousien, som det hedder. Heidegger mente, at netop denne måde at være i tiden på, rettet håbefuldt mod det, som kommer, er en ganske særlig og egentligt måde at være til på. Heidegger finder frem til strukturen: ”allerede – endnu ikke”, i betydningen, at nok ligger Kristi genkomst i fremtiden, men forventningen, løftet om en håbefuld fremtid, har betydning i nuet – i præcis dette øjeblik. ”Allerede – endnu ikke”.

Det menneske, der lever i lyset af opstandelsen, lever med bevidstheden om, at livet her og nu får mening og betydning gennem forventningen om Guds fuldendelse i fremtiden. Derved gøres nutiden afgørende, for det er her og nu, at der skal handles – med næstekærlighed, med barmhjertighed, med tilgivelse -, for fremtiden er ikke blot en passiv realitet, der møder os med ligegyldighed, men som noget, der kalder på engagement, pligt og egentlighed.

Med andre ord: Kristendommen tager alvorligt, at vi altid, når vi her i livet vandrer på stien fra vores vugge til vores grav, står over for en ukendt fremtid. At leve i tiden er som at gå en tur i den sorte nat; dét, som har passeret, kan vi kun genkalde os i erindringen, og det, vi står over for, kan vi kun håbe på møder os nådigt. Og det er vel kristendom: At håbe på, at fremtiden møder os nådigt? At fremtiden tilhører Gud.

Op på den måde ændrede Paulus og de første kristne hele den tidsopfattelse, som de gamle grækere navigerede efter, når de rettede sig bagudskuende mod skæbnen og erindringen og gik med ryggen mod fremtiden, for det kristne mennesker vender sig om, og går med brystet og panden mod fremtiden. En fremtid, det samles vi om, der møder os med nåde; som lys, ikke som mørke, som tilgivelse, ikke som straf, med barmhjertighed, ikke med ligegyldighed, og derfor kan vi rette os mod den, ikke tilbageskuende eller afventende, men med håb og glæde.

At leve i troen på den opstandne Kristus betyder, at vi går et lys i møde, ikke buldrende mørke, for fortegnet for vores liv er ikke tragedien, som grækerne tænkte det, men derimod evangeliet – håbet om evigt liv; fremtiden er ikke en mørk nat, vi vandrer ind i, men en solopgang, vi går i møde.

De grækere, der vandrede ned ad torvet i Korinth og hørte Paulus forkynde om Jesus Kristus, de må have fornemmet lyset. De vendte sig om, omvendte sig, fra skumringen til solopgangen, fra tragedien til evangeliet, og med det brød noget helt nyt frem, et Gudsrige, spændt ud i et allerede-endnu-ikke, for at leve i opstandelsen er at lade evigheden slå rod i tiden, et forskud på den evighed og kærlighedens fylde, som vil omslutte alt og alle på den allersidste dag.