Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Da Johannes i fængslet hørte om Kristi gerninger, sendte han bud med sine disciple og spurgte ham: »Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?« Jesus svarede dem: »Gå hen og fortæl Johannes, hvad I hører og ser: Blinde ser, og lamme går, spedalske bliver rene, og døve hører, og døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige. Og salig er den, der ikke forarges på mig.« Da de var gået, begyndte Jesus at tale til folkeskarerne om Johannes: »Hvad gik I ud i ørkenen for at se? Et siv, der svajer for vinden? Nej, hvad gik I ud for at se? Et menneske i fornemme klæder? Se, de, der bærer fornemme klæder, findes i kongeslottene. Nej, hvad gik I ud for at se? En profet? Ja, jeg siger jer, også mere end en profet. Det er om ham, der står skrevet: ›Se, jeg sender min engel foran dig, han skal bane din vej for dig.‹ « Matthæusevangeliet 11,2-10

Dybt inde i fængslet, bag kringlede gange og mørke korridorer, i et usselt kammer, sidder den syriske forfatter Bashar Bahoum og venter på sin dødsdom. Han har ikke gjort andet end at ytre sig kritisk om regimet, men alligevel har han nu siddet 7 år bag lås og slå, banket og tortureret til ukendelighed, og nu er der ikke mere at håbe på. Bønnen er bedt, skriget er forstummet, og nu er der kun mørke, tomhed og smerte tilbage.

Da han hører fodtrin på gangen, kaotisk og voldsomt, så må det være bødlen, der nærmer sig, for at gøre en ende på hans liv. Da døren bliver brækket op, viser det sig, at det ikke er regimets fangevogtere, men derimod befriere, oprører, som står der i døråbningen, ikke for at trække ham til døden, men derimod tilbage til livet, ud i verden.

”Jeg har ikke set solen i 7 år” siger han til BBC-journalisten, der møder ham i solskinnet under den åbne himmel, da han træder ud i friheden. Assad er flygtet, styret er faldet og folk jubler på gader og stræder. Sådan ser det ud, når en diktator falder, og sådan vækker det på sin vis ordene fra Det Gamle Testamente til live: ”Ørkenen og det tørre land skal glæde sig, ødemarken skal juble og blomstre, sig til de urolige hjerter: Frygt ikke, vær stærke.”

Rejser vi tilbage i tiden, tilbage til Bibelens tid, vel ikke langt fra det nuværende Syrien, så hører vi om Johannes Døber, der også sidder bag lås os slå på Herodes’ palads. Det har nok ikke været nogen badeferie, men dog sidder Johannes’ ikke i fortvivlelsens mørke, for han har hørt, at noget nyt er brudt frem, et lys, et lys for alle folkene, Guds søn, Jesus Kristus. ”Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?”, sådan lyder Johannes’ spørgsmål til Jesus, og sådan lyder vel også vores spørgsmål til det hele: Er det rigtigt? Er det virkelig nu? Står vi over for Guds søn i Jesus Kristus? Er vi befriet, er forløsningen her, er vi frelst?

Det håb, som findes på bunden af mennesket, og som vi så fornemt finder formuleret i Det Gamle Testamentes oldgamle tekster, et håb om, at ødemarken skal blostre som en rosengård, måske både i bogstavelig forstand, men ikke mindst i overført forstand, som at dødens greb om mennesket skal løsne sit greb, som at der er mere at sige om os mennesker og vores liv end blot en lige, nærmest meningsløs linje fra vores vugge til vores grav; ja det håb, det dybeste af dem alle, det støder i Jesus Kristus på sin opfyldelse, det finder sin form, så at sige, men – og det er afgørende – som noget ganske andet end det, vi ventede, end det, vi forestillede os. Eller som den danske teolog Rudolf Arendt har formuleret det: ”Får vi det, som vi venter, begynder vi straks at vente på noget andet, men med Jesus Kristus får vi noget andet end det, vi venter, og dermed er vi færdige med at vente ”en anden”; Jesus Kristus kommer altid anderledes end ventet”.

For Jesus Kristus kommer ikke, som vi kunne tænke, som vi kunne tænke os, ikke som en konge i fornemme klæder, ikke som en erobrer med sværdet i hånden, ikke som en anden verdensmand, der ligger alt under sig med vold og magt, og som ændrer virkeligheden til en anden end den, vi uomtvisteligt er indlejret i.

Johannes Døber blev jo ikke befriet fra fængslet, ja han endte som bekendt sine dage med sit hoved på et fad, ligesom mennesket rammes af både det ene og andet, sygdomme, ulykker, alskens forfærdeligheder, og det fortæller os den – måske for os ubelejlige sandhed om kristendommen – at tanken ikke er, at vi skal fjernes fra vores virkelighed, at vi skal løftes ind i en slags pseudo-virkelighed med bind for øjnene, men snarere dette, at vi – ved Jesus Kristus – får mod, trøst og håb til at være i den virkelighed og det liv, som uvilkårligt er vores – både i sorg og glæde, både til hverdag og til fest.

”Evangeliet forkyndes for fattige”, lyder Jesu svar til Johannes, og nok handler det om, at alle dem, der rodede rundt på bunden af antikkens samfund, alle dem, som blot hørte til i kulissen af verdenshistoriens store scene, nu er kommet op til overfladen og inviteret ind i centrum af frelseshistorien, men ordene må for os i dag også lyde som alle os, der er fattige på trøst, fattige på mod, fattige på håb om at være i det liv, der nu engang er vores. Vi skal ikke væk fra virkeligheden, men ind i virkeligheden, og med Kristus der kommer til os, så er vi befriet fra, at vi skal løbe om kap om Guds nåde, og med tilsigelsen af vores synderes forladelse, så er vi befriet fra, at historien – vores fortid, hvordan den end måtte se ud – tynger os lammet til jorden, og – ikke mindst – så får vi med opstandelsen i den mørke grav et lys, som ikke bare skinner på den anden side af livets horisont, men hvis varme allerede nu stråler ind i vores liv, hver især, der hvor vi nu engang er – lige midt i vores liv, lige midt i vores virkelighed.

For at bruge det billede, som vi begyndte med: Den syriske forfatter i Assads kummerlige fængselscelle, der blot venter på, at bødlen banker på døren, og trækker ham ind i dødens ukendte mørke, ja sådan kunne vi jo også forestille os vores liv. Et liv, hvor solskinsbeskinnet det end kan tage sig ud, men som jo fra vores jordiske perspektiv i sidste ende altid ender med, at døden melder sig, ja så fortæller evangeliet os, at der kommer en anden, end den vi venter, en anden, som banker på vores dør, og som ikke – som en anden bøddel - slæber os ind i ligegyldig tomhed, men derimod løfter os ind i Guds evige og kærlighedsfyldte rige.

Når vi lever i denne håbefulde forventning, ikke som noget, der er foran os, men som noget, der er nu og her, et virkeligt håb lige her, så bliver fremtiden til nutid: Himmeriget er her, evigheden har skåret sig ned i tiden, en lodret linje midt i vores liv – som trøst, som håb, som kærlighed, som Kristus. Det Ord kan vi gå fra kirke på, det ord kan vi leve på, og det ord kan vi, når alt kommer til alt, også dø på. Amen.