Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Da Jesus kom til området ved Cæsarea Filippi, spurgte han sine disciple: »Hvem siger folk, at Menneskesønnen er?« De svarede: »Nogle siger Johannes Døber, andre Elias, og andre igen Jeremias eller en anden af profeterne.« Så spurgte han dem: »Men I, hvem siger I, at jeg er?« Simon Peter svarede: »Du er Kristus, den levende Guds søn.« Og Jesus sagde til ham: »Salig er du, Simon, Jonas' søn, for det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min fader i himlene. Og jeg siger dig, at du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den. Jeg vil give dig nøglerne til Himmeriget, og hvad du binder på jorden, skal være bundet i himlene, og hvad du løser på jorden, skal være løst i himlene.« Da forbød han strengt sine disciple at sige til nogen, at han var Kristus. Fra da af begyndte Jesus at lade sine disciple vide, at han skulle gå op til Jerusalem og lide meget ondt af de ældste og ypperstepræsterne og de skriftkloge og slås ihjel og opstå på den tredje dag. Da tog Peter ham til side og begyndte at gå i rette med ham og sagde: »Gud bevare dig, Herre, sådan må det aldrig gå dig!« Men Jesus vendte sig om og sagde til Peter: »Vig bag mig, Satan! Du vil bringe mig til fald. For du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil.« Da sagde Jesus til sine disciple: »Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig. Den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig, skal finde det. For hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, men bøde med sit liv? Eller hvad kan et menneske give som vederlag for sit liv?« Matthæusevangeliet 16,13-26

Der findes vel næppe nogen anden bog, der har formet danskernes sind og det danske samfund indefra, som Luthers bog Den Store Katekismus fra 1529. Den har ligget i ethvert hjem, nærmest sidestillet med Bibelen, som en praktisk vejledning i – både for præster og for lægfolk -, hvordan det daglige kristne liv skal udfolde sig i hjertet og i hjemmet.

Tanken var, at ethvert hjem - fra børnene over de unge til de voksne - skulle kunne deres katekismus, deres kristne børnelærdom, på rygraden. Måske var de bondske og enfoldige, måske kunne de ikke læse, skrive eller stave, måske var de ikke lærde og oplyste, men det måtte ikke betyde, insisterede Luther, at de blev afskåret fra forståelsen af Gud som kærlig, tilgivende og barmhjertig. Gud var – naturligvis – lige så meget for bonden på marken som for munken i klosteret.

Luther går pædagogisk til værks, han udlægger lige så enkelt som dybsindigt, De Ti Bud fra Det Gamle Testamente – bud fra bud, enkle ord, enkle sætninger, lige til at forstå. Det første bud ”Du må ikke have andre guder”, siger Luther, indkapsler faktisk meningen med det kristne menneskeliv på jorden. Han forklarer, at det at have en gud er det samme som at rette sine dybeste forventninger i én bestemt retning. Som oftest er retningen forkert, og så forholder vi os til afguder, det kan være magt, penge, ære eller status, ting og sager, vi kender det jo fra vores eget liv, som vi forventer livsopfyldelse af. ”Hvad du retter dit hjerte mod, siger Luther, er din gud”.

Det betyder ikke, at Gud for Luther er et produkt af menneskets forventning. Der findes en Gud, som kan opfylde menneskets dybeste og sande forventninger, siger Luther, og det er netop tanken bag Det Første Bud, ”Du må ikke have andre guder”, at mennesket skal rette sine forventninger til netop den Gud. Sagt på en anden måde: Man skal anerkende Gud, himlens og jordens skab, som Gud.

Disse tanker, Luthers tanker som kom til udtryk i Den Store Katekismus, og som formede hjerter og hjemmene i de protestantiske lande i flere hundreder år, de fanger an ved noget essentielt og universelt ved mennesket, nemlig det på bundet af mennesket rungende spørgsmål: Hvor skal jeg rette mit hjerte, hvor er Gud, hvem er Gud, hvad er Gud?

Er det ikke også det spørgsmål, der runger i disciplene i dag, sådan som det fortælles os fra Matthæusevangeliet, hvor skal vi rette vores hjerte? Hvem er Jesus, hvem er Kristus, hvem er Gud?

Folkeskaren og disciplene bar rundt på deres forestillinger, måske Johannes Døber, måske Elias, måske Jeremias, og er det ikke gennemgående for evangeliernes fortælling, at Jesus Kristus altid er noget andet, noget ved siden af, noget mere end det, som vi ellers kunne forestille os? Men det er nu hele pointen! Mærk engang disse ord: Guds søn, født i en krybbe, en fattig tømrer fra Nazareth, korsfæstet, død på korset i Jerusalem. Er det en fortælling, som mennesket har kunne fortælle sig selv?

Derfor rammer disciplene hele tiden ved siden af, nærmest komisk, nærmest ironisk, når de med al deres menneskelige forstand ønsker at forme og forstå Jesus Kristus efter deres egne forestillinger, deres egne dybe forventninger, deres egne projektioner af Gud. Med ordene ”Du må ikke dø, Herre” klæber Peter sig på en gang fast i Jesu arm, og samtidig klæber han sig fast til sine egne menneskelige forestillinger, for ikke i menneskets vildeste fantasi kan vi forestille os, at Guds søn skal dø på korset og opstå påskemorgen. Derfor lyder Jesu ord så direkte tilbage: ”Du vil bringe mig til fald. For du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil”.

Og måske lyder de ord ikke bare til Peter i historisk forstand, måske de også lyder til os i dag i eksistentiel forstand, for gælder det ikke for os alle, at vi alt for ofte tænker menneskeligt om Gud eller måske endnu værre, guddommeligt om mennesket, med det fatale resultat, at vi gør Gud mindre og os selv større. Og spørger vi Luther, så er dette syndens udspring, syndens grundlæggende kilde, der forskyder sig i forskellige meningsløse retninger, når vi f.eks. gør penge, status, ære eller magt til vores gud, vores afgud, vores hjertets dybeste forventning.

Og netop på denne baggrund må vi forstå ordene ”hvis nogen vil følge mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig”; ord, der kalder os væk fra den vildfarelse, at Gud er skabt i menneskets billede, vores egen, lille projektion, og tilbage til det, som er kristendommens kerne, at Gud har vist sit eget billede, sit væsen, til os mennesker gennem sin egen søn, Jesus Kristus.

Så når vi spørger, ligesom disciplene, ligesom dybet af mennesket, hvor er Gud, så er svaret: Dér, Jesus Kristus. Se dér, i krybben, på korset, i den tomme grav påskemorgen. Når vi spørger, hvad vil Gud, at jeg skal gøre, så er svaret, se ham, Jesus Kristus, hør ordene, følg ham.

Så når Luther udlagde buddet, du må ikke have andre guder, så sigter det mod, at vi skal lade Gud være Gud og os mennesker være mennesker, og den Gud, vi skal samles om, det er den Gud, der viser sig i Kristus – som nåde, som tilgivelse, som kærlighed. Eller som Luther siger til sidst i Den Store Katekismus, ”hvor hjertet er ret vendt mod Gud, og dette bud holdes, der følger alle de andre bud efter.”

For sådan er det – når det rette forhold til Gud bringes i orden, når den vertikale relation er sat, så har det også en horisontal betydning, en udadvendt betydning i forhold til vor næste. For sådan må det være, sådan formede Luther den kristendom, som vi er indlejret i: Det kristne liv er ikke et indadvendt fromhedsliv, et liv i kloster, nej, det kristne liv er et liv i fællesskab og blandt andre mennesker, hvor den kærlighed, vi fra Gud altid-allerede er omsluttet af, skal bringes videre til vor næste i glæde og gavn.