14/03/2025 0 Kommentarer
Ord & Vin - aftenforedrag i klosteret: "”Mistillidens umenneskelige isolering” – Synd som mistillid i en nutidig luthersk teologi" ved Sasja Emilie Mathiasen Stopa
Ord & Vin - aftenforedrag i klosteret: "”Mistillidens umenneskelige isolering” – Synd som mistillid i en nutidig luthersk teologi" ved Sasja Emilie Mathiasen Stopa

Hvornår synder du? Når du spiser resten af chokoladen? Når du kysser med din gifte kollega til julefrokosten? I daglig tale bruger vi ofte ordet synd om mere eller mindre banale overtrædelser, som kunne undgås, hvis vi nu bare tog os lidt sammen. I den lutherske teologi beskriver synd i stedet et eksistentielt grundvilkår, der uundgåeligt præger ethvert menneskeliv. Synd er ikke en målestok, som vi kan bruge til at dømme vores – og andres - livsførelse med, men udtrykker det almenmenneskelige fænomen, at vi mener os i stand til egenhændigt at skabe vores tilværelse uafhængigt af andre mennesker og af Gud.
I foredraget vil jeg undersøge det kristne syndsbegreb med udgangspunkt i Martin Luthers forståelse af synd som mistillid og af synderen som en navlepillende krøbling, der forkrampet insisterer på selv at klare ærterne. Beretningen om menneskets syndefald handler ifølge Luther ikke om en specifik overtrædelse krydret med seksuelt begær, men om hvordan Adam og Eva brød deres tillidsforhold til Gud ved at stole på slangen – og dermed på sig selv. Synden beskriver, hvordan ethvert menneske fra naturens hånd er bestemt af egeninteresse og mangler blik for medmennesket og tillid til Gud som skaber og frelser. I forlængelse heraf definerer teologen K.E. Løgstrup tilliden til det, som vi ikke selv er ophav til, som en livslov, uden hvilken mennesket forvitrer i ”mistillidens umenneskelige isolering”.
I kølvandet på ungdomsoprøret er det kristne syndsbegreb blevet opfattet som udtryk for en problematisk skyld og skam-kultur, som det moderne menneske må gøre sig fri af. På baggrund af den lutherske forståelse vil jeg i stedet undersøge syndsbegrebets frisættende potentiale i en moderne kultur, hvor håndteringen af skyld og skam er overladt til den enkelte, som dermed risikerer at isolere sig i mistillid til sin omverden.
Kommentarer