Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Da de nærmede sig Jerusalem og kom til Betfage ved Oliebjerget, sendte Jesus to disciple af sted og sagde til dem: »Gå ind i landsbyen heroverfor, og I vil straks finde et æsel, som står bundet med sit føl. Løs dem, og kom med dem. Og hvis nogen spørger jer om noget, skal I svare: Herren har brug for dem, men vil straks sende dem tilbage.« Det skete, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten, der siger: »Sig til Zions datter: Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel og på et trækdyrs føl.« Disciplene gik hen og gjorde, som Jesus havde pålagt dem. De kom med æslet og føllet og lagde deres kapper på dem, og han satte sig derpå. Den store folkeskare bredte deres kapper ud på vejen, andre skar grene af træerne og strøede dem på vejen. Og skarerne, som gik foran ham, og de, der fulgte efter, råbte: »Hosianna, Davids søn! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste!« Matthæusevangeliet 21,1-9

Forrige fredag – d. 22. november kl. 13.00 – samledes vi her i kirken rundt om en kiste. Vi havde en bisættelse, vi skulle sige farvel til et menneske, som vi jo så ofte gør her i kirken, men ikke bare ”et menneske”, for hun var, som vi alle er, også i den grad noget for nogen. En mor, en søster, en mormor, en god veninde, og mens vi sang den første salme, så begyndte sneen at dale ned fra den grå novemberhimmel.

Først små snefnug, sagte og stille, og så flere og flere, vildt og vrimlende, og da familien bar kisten ind i rustvognen, så stod himmel og jord i et med snefnug, der dalede så fredfyldt mellem os. Vi tog afsked med et liv, som i den grad havde taget form i mødet med det ”ukontrollerbare” i livet, og sådan gælder det nok for os alle sammen; kærligheden, først og fremmest, som vi hverken kan styre eller bemægtige os, men også sygdomme, desværre, der vokser sig ind på os – nærmest uden vi aner det – og som kan smadre livet til ukendelighed.

På den måde var det som om, at sneen bragte en sandhed og en forkyndelse med sig – der midt i den tårevædede afsked. Sneen, netop som udtryk for det, som ikke lader sig styre af det menneskelige, som ikke lader sig hverken forme eller opsamles af vores hænder, for så smelter det, undslipper sig, og glider ud mellem vores fingre.

Og samtidig, og måske netop derfor, så erfarer vi det fredfyldte snevejr som noget, der kommer fra en anden verden. Noget sart, noget sjældent, noget sårbart, der kommer for at besøge os. Noget som sænker sig ned over verden og forvandler den - som ved et trylleslag. Genfortryller den. Gør den magisk. Giver verden dén mystik tilbage, som den i virkelighed altid har, men som så ofte – til dagligt – er sløret for os, når vi befinder os midt i livets trummerum.

At blive mindet om og erfare, at der er noget uden for verden, som trænger ind i vores verden, måske blot som et strejf, som et snefnug, som en solstråle, der bryder ind i vores virkelighed, det er vel også kirkens opgave? Vi står nu ved kirkeårets begyndelse, første søndag i advent, og vi kigger forventningsfuldt frem mod jul og Herrens komme.

Og hvordan åbnes historien? Hvordan åbnes året? Hvordan er begyndelse – for os - på historien om Guds møde med mennesket? Man skulle jo tro, at det ville begynde med bulder og brag, en storm, et jordskælv, en rystelse af dimensioner, for må verden ikke rystes i sin grundvold, når Gud træder ind på scenen? Sådan tænkte mange forfattere til Det Gamle Testamente: ”Løft jeres hoveder, I porte, løft jer, I ældgamle døre, så ærens konge kan drage ind – stærk, vældig i krig”.

Sådan ville historien begynde, hvis mennesket selv skulle finde på den, Gud, der får hele fundamentet til at ryste, som en anden mægtig Zeus, som en anden stærk Thor, som en anden triumferende Muhammed, men kristendommen, fortællingen om Jesus Kristus, Guds søn, født i krybben, død på korset, opstået påskemorgen, er ikke en historie, som mennesket kan sige sig selv. Den kommer til os, fra et sted uden fra verden, ind i vores verden, ord fra Gud, sagt til os mennesker.

Og mærk dig nu det billede, kære menighed, som males for vort indre blik: ”Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel og på et trækdyrs føl”. Hvilken Gud er det ikke? Hvilken konge er det ikke? Hvilken frelser er det ikke, som kommer os i møde – sagtmodigt, ridende på et æsel? Vores, menneskets, forestillinger om Gud som vældig og triumferende, som stærk og sejrende, krakelerer og smeltet som sne i mødet med Jesus Kristus, der kommer os i møde, sagtmodigt, ridende på et æsel. Som et stille snevejr, hvor hvert et fnug nærmest daler helt ind i vores sjæl og giver fred, trøst og ro.

Det er en historie, en åbning, som vi ikke kan sige os selv, som vi mennesker ikke selv er herre over, som vi ikke selv kan kontrollere, og det betyder vel også, omvendt, at vi mennesker må se på os selv anderledes end vi troede i mødet med denne Gud, der kommer til os – sagtmodigt, ridende på et æsel?

For selvom Jesus Kristus blev hyldet som en konge, så opførte han sig ikke som den konge, vi forestillede os; han opfyldte ikke menneskets indre trang – som et andet spejlbillede – til en stærk konge med sværdet i hånden; han kom med et helt andet kongerige end det, vi mennesker selv kan tænke, for han krævede ikke magt over menneskene, men tog i stedet tjenerens skikkelse på sig for at lade sig bøje sagtmodigt for andre.

Det betyder – for os – at vi må være andre undersåtter end dem, vi ellers kender til. Vi skal ikke adlyde og parere ordre, vi skal ikke gøre honnør og slå hælene sammen, vi skal ikke følge bogstavet i bogen til punkt og prikke; i stedet skal vi være frie, frie til at tjene, sådan som Kristus tjente, sådan at vi rækker den tilgivelse videre, som vi – i kraft af Gud der kommer til os – altid-allerede selv er omsluttet af.

”Natten er fremrykket, dagen er nær. Lad os da aflægge mørkets gerninger og tage lysets rustning på”, sådan lyder Paulus ord til menigheden i Rom for 2000 år siden og sådan lyder Paulus ord til menigheden i Sct. Mariæ i dag. ”Aflæg jer mørkets gerninger og tag lysets rustning på”. For det er, hvad vi skal gøre. Det er vores opgave i lyset af den gave det er, at Gud kommer til os, sagtmodigt, ridende på et æsel, som et stille snefnug fra himlen, der daler fredfyldt ind i vores jordiske liv; at lade os forme af den befrielse det er, at Gud kommer os i møde, og derfra skal vi vandre ud af kirken og tilbage til livet og hverdagen med lysets rustning på, så vi kan lyse op til glæde og gavn for det menneske, der end måtte krydse vores vej.