Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Den tredje dag var der bryllup i Kana i Galilæa, og dér var Jesu mor med; også Jesus og hans disciple var indbudt til brylluppet. Men vinen slap op, og Jesu mor sagde til ham: »De har ikke mere vin.« Jesus sagde til hende: »“Hvad vil du mig, kvinde? Min time er endnu ikke kommet.« Hans mor sagde til tjenerne: »Gør, hvad som helst han siger til jer.« Der var dér seks vandkar af sten; de stod der efter jødernes regler for renselse og rummede hver to til tre spande. Jesus sagde til dem: »Fyld karrene med vand.« Og de fyldte dem helt op. Og han sagde til dem: »Øs nu op og bær det hen til skafferen.« Det gjorde de så. Men da skafferen havde smagt på vandet, der var blevet til vin – han vidste ikke, hvor den kom fra, men det vidste de tjenere, som havde øst vandet op – kaldte han på brudgommen og sagde til ham: »Man sætter ellers den gode vin frem først, og når folk har drukket godt, så den ringere. Du har gemt den gode vin til nu.« Dette gjorde Jesus i Kana i Galilæa som begyndelsen på sine tegn og åbenbarede sin herlighed, og hans disciple troede på ham. Johannesevangeliet 2,1-11

Når vi kigger ud på verden, den verden, der omringer os, hvad ser vi så? Solen, der rejser sig over horisonten, vinden, der sætter træerne i bevægelse, biler, der kører afsted, mens morgenen åbner sig – en mor og et barn, en mand på cykel. Ja, hvad er det i grunden, vi ser?

Når vi ser en solopgang, ser vi så, at jorden nu har drejet 360 grader om sin egen akse, som naturvidenskaben ville sige? Ja, det er nu nok rigtigt, men sådan erfarer vi det vel ikke? Vi ser et smukt syn – et syn fuld af betydning, fuld af symboler, fuld af poesi. Og skovens falmende træer – rummer de ikke også deres egen fortælling? Og det spirende forår, hvor alt bryder frem af den frosne jord?

Verden, alt hvad vi ser, har betydning for os. Den fremstår som tegn og symboler, som vi altid-allerede fortolker og forstår i lyset af vores eget liv. Verden er ikke blot et fladt lærred, et endimensionelt fotografi, i stedet er den dyb, fuld af betydning, symboler og fortællinger, som vi – som fortolkende væsener – bringer ind i verden. Vi er i verden, vi er en del af den og den er en del af os.

Blikket er ladet med længsel, skrev Knausgård engang om Munchs malerier, og det betyder, at vi aldrig kan løsrive os fra verden, vi kan aldrig trække os tilbage, tilbage på sikker afstand, hvorfra vi kan betragte livet og os selv, som var vi og verden objekter i mikroskopet. Forestillingen om mennesket i det kliniske laboratorium, iført videnskabsmandens hvide kittel, og med verden foran os – i mikroskopets linse –, det er en vildfarelse, en illusion, for mennesket er indlejret i verden, den omslutter os, den er vores omverden, som en filosof engang har sagt; vores kroppe tilhører den, vores tanker tilhører den, vores sprog tilhører den. Og dét, der er ”virkeligheden”, verden derude, det er i grunden sammensmeltning af vores egen horisont og så den horisont, der end måtte høre verden til.

Og hvorfor nu denne snak om tegn, symboler og fortolkninger her fra prædikestolen? Jo, for i dag møder os fra Johannesevangeliet det store ”tegnunder”, hvor Jesus til brylluppet i Kana forvandler vand til vin. Et tegn er vel karakteriseret ved netop ikke at være det, det umiddelbart er? Et tegn viser altid væk fra sig selv og hen mod noget andet. Et rødt lys i et lyskryds, det er ikke blot en rød lampe, det er et tegn til, at du skal stoppe; eller et sømærke, der jo nok består af en stang og en lygte, men det henviser til, at du skal sejle uden om.

Sådan er det også med de tegn, Jesus udfører i evangelierne. De er ikke noget i sig selv, det handler ikke om ”vand” og ”vin”, selvom der nok er skrevet en del muntre prædikener over det tema, men i stedet peger det væk fra sig, og fortæller noget om, hvem Jesus er. Som der står: ”Det var begyndelsen på Jesu tegn, og han åbenbarede sin herlighed, og hans disciple troede ham.”

Tegnene viser, peger på, at Jesus er Guds søn, at det er i ham, at Gud åbenbarer sig selv. Vi hører fra Det Gamle Testamente, at Gud siger: ”Du får ikke lov til at se mit ansigt”, men dette gudsbillede, Gud i det høje, vendes med Kristus på vrangen, Gud i det lave, for i dette menneske af kød og blod, tænk sig, åbenbares Guds inderste væsen. Det er her, lige her, at Gud viser sig, udleverer sig selv. Men denne ”åbenbaring”, den kommer ikke med dokumentation eller leveres til os som et endegyldigt bevis. Det er ikke en Sandhed, som vores fornuft kan gribe om. Tværtimod. Det skal tros.

Troen på Jesus som Kristus, troen på, at den tomme grav – som jo er kristendommens kerne – er et tegn på, at han er opstået, det er – for mange og for de fleste – et kors for tanken. Et paradoks, der ikke simpelt kan tænkes eller forstås. Fra fornuftens blik der betyder den tomme grav jo intet, den er tom, men for troens øje, der stråler opstandelsen fra gravkammerets mørke.

Ønsker man at finde de lette sandheder, opskriften på livet, som kan kopieres fra en bog og sættes ind i det enkelte menneskes liv, så er det ikke kirken og kristendommen, man skal træde ind i, for her leveres ingen livsfilosofi med et sæt af læresætninger, der så kan sættes to streger under, for det hele kommer an på dette: Kristus. Troen på Kristus, Guds søn.

Kristus er, på én og samme tid, både ”budbringeren” og selve ”budskabet”. Med andre ord: Han formidler ikke sandheden, han er sandheden. Han er det, han forkynder: Guds søns fødsel, Guds søns død, Guds søns opstandelse! Og spørgsmålet er ikke, som Kierkegaard formulerer det, om det virkelig skete, blev vandet virkelig til vin, opstod han virkelig fra graven, thi det er et åndsløst spørgsmål, siger han, et spørgsmål, der spirer frem ved oplysningstænkningens rod, spørgsmålet er derimod det langt dybere og langt mere eksistentielle, hvad betyder det? Hvad betyder det – for mig? Dét er spørgsmålet!

At forstå sig selv, sit liv og den verden, der omringer os, i lyset af Jesu Kristi opstandelse, så ændrer det hele farve og form. Tegnene fortolkes. En fortolkning, der gives os, og som ikke springer frem af vores egen, lille navle. Verden får betydning, livet får mening, mennesket får en umistelig værdi. Troen åbner – som fortolkningsnøgle – et nyt perspektiv på tilværelsen, som giver mennesket, dig og mig, en trøst og et håb om, at mørket, døden og det onde ikke har det sidste ord i livet. Det er vel på det håb, at vi kan leve og dø? ”Vær glade i håbet, afsky det onde, og lad kærligheden være oprigtig”, sådan som Paulus formulerede det.

At lade troen virke i sit liv, betyder også, at se og forstå verden i et lys, hvor vi har tillid til, at livet har en mening, der rækker ud over os selv; at der bag solopgangen, der bryder nattens mørke, gemmer sig en historie om, at opstandelsen skinner igennem gravens mørke; at der bag de erantis og vintergæk, der nu spirer den frosne jord, gemmer sig en historie om, at også vi skal bryde gennem dødens kulde, af jorden skal vi igen opstå, som det siges, at der også for os venter en opstandelse i Guds evige rige.

Og skulle vi friste os til at spørge, hvad det i grunden betyder for mig, så må svaret vel være: Det betyder – om du vil det eller ej - alt for dig!