Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: Jesus gav sig igen til at undervise nede ved søen. Og en meget stor skare flokkedes om ham, så han måtte gå om bord og sætte sig i en båd ude på søen, mens hele skaren stod på bredden inde på land. Og han lærte dem meget i lignelser, og i sin undervisning sagde han til dem: »Hør her! En sædemand gik ud for at så. Og da han såede, faldt noget på vejen, og fuglene kom og åd det op. Noget faldt på klippegrund, hvor der ikke var ret meget jord, og det kom straks op, fordi der kun var et tyndt lag jord; og da solen kom højt på himlen, blev det svedet, og det visnede, fordi det ikke havde rod. Noget faldt mellem tidsler, og tidslerne voksede op og kvalte det, så det ikke gav udbytte. Men noget faldt i god jord og gav udbytte; det voksede op og groede, og noget bar tredive og noget tres og noget hundrede fold.« Og han sagde: »Den, der har ører at høre med, skal høre!« Da han var blevet alene med sine ledsagere og de tolv, spurgte de ham om lignelserne. Og han svarede dem: »Til jer er Guds riges hemmelighed givet, men til dem udenfor kommer alt i lignelser, for at de skal se og se, men intet forstå, de skal høre og høre, men intet fatte, for at de ikke skal vende om og få tilgivelse. Og han sagde til dem: »Forstår I ikke denne lignelse? Hvordan skal I så kunne forstå de andre lignelser? Sædemanden sår ordet. Med dem på vejen, hvor ordet sås, er det sådan, at når de har hørt det, kommer Satan straks og tager det ord bort, der er sået i dem. De, der bliver sået på klippegrund, er dem, der straks tager imod ordet med glæde, når de har hørt det; men de har ikke rod i sig, de holder kun ud en tid, så når der kommer trængsler eller forfølgelse på grund af ordet, falder de straks fra. Andre er dem, der bliver sået mellem tidslerne; det er dem, som har hørt ordet, men denne verdens bekymringer og rigdommens blændværk og lyst til alt muligt andet kommer til og kvæler ordet, så det ikke bærer frugt. Men de, der bliver sået i den gode jord, det er dem, der hører ordet og tager imod det og bærer frugt, tredive og tres og hundrede fold.«  Markusevangeliet 4,1-20

I 1857 opdagede bygningsarbejdere i Rom en graffititegning på en væg i et gammelt hus ved Palitinerhøjen. Tegningen, der formentlig stammer fra 2. århundrede, forestiller et korsfæstes menneske med et æselhoved. Ved siden af korset står en ung mand med den ene hånd løftet i vejret, som han hilser på mennesket, der hænger på korset. Teksten neden under, som er skrevet på græsk, lyder: ”Alaxamenos tilbeder sin Gud”.

Denne antikke grafittitegning er kendt som ”spottekrucifikset”, fordi den åbenlyst er ment som en forhånelse af Alaxamenos’ tro på Kristus. Der er altså tale om god, gammeldags hån, spot og latterliggørelse.

Og hør så ordene fra Paulus: ”For jøder kræver tegn, og grækere søger visdom, men vi prædiker Kristus som korsfæstet” – Kristus som korsfæstet.  Nok er graffitien ment som en hån, men ikke desto mindre udfolder den ret fabelagtigt den nye religion, kristendommen, som var begyndt at dukke op alle vegne i det romerske imperium. De kristne, fortæller tegningen os, tilbeder en svag og uværdig Gud, en fattig Gud, som man virkelig ikke bør kaste sig i støvet for, sådan som man må gøre, når den mægtige, enevældige kejser kommer ridende forbi på sin stolte kamphest.

For det antikke, hedenske menneske var såvel korset som æslet udtryk for noget ynkeligt og uværdigt. På korset blev forbrydere henrettet på den mest ydmygende og smertefulde måde, og æslet var i modsætning til hesten ikke nobel og stærk, men et usselt pakdyr – akkurat som rigets utallige slaver og fattige udskud. Det er dette, Alaxamenos tilbeder, en æselgud, en omvæltning af alt det, som verden kender til, alt dét, som en forstandig romersk borger eller vis græker måtte finde afskyeligt og værd at spotte snarere end at tilbede. ”En forargelse for jøder, en dårskab for hedninger”, som Paulus skriver.

På højen ved siden af den bygning, hvor Alaxamenos blev hånet for sin tro, der – nærmest som en slags konstrastfolie – lå det kolossale kejserpalads, den antikke verdens ubestridte centrum. Her bøjede man sig i støvet, her herskede sværdets magt, her havde det gamle verdensbillede sit udspræng.

Og i skyggen af kejserpaladset er der vel ikke noget at sige til, at evangeliet, der samler sig om dét, hvor intet menneske ønsker at finde sin Gud, som et spædbarn i krybben, som en kriminel på korset, som et lig i en krypt, havde svært ved at slå rod i den antikke muld? Derfor finder vi også i evangelierne flere fortællinger om, hvordan Jesus og hans bevægelse fra krybbe til kors møder modstand blandt de antikke folk. Om hvordan frøet, der sås, ikke kan finde sin plads mellem glubske fugle, tør og svedet klippegrund og marker fuld af vilde tidsler. ”De skal se og se, men intet forstå, de skal høre og høre, men intet fatte”.

”Men vi prædiker Kristus som korsfæstet”, siger Paulus, og med de ord eroderer også hele den gamle verdensorden. Verdensbilledet krakelerer. Tanken om Gud, som fjern, utilgængelig, hævet i det himmelske over det jordiske, korsfæstes også med Jesus på korset. Tanken om, at kejseren, magtens og voldens centrum, var det højeste princip, hvorom alt centrerede sig, hvortil de syge, svage og sårbare blev efterladt i periferien, i rendestenen, den tanke blev også korsfæstet med Jesus på korset. For hvis den Gud, Alaxamenos og med ham menigheder rundt om i verden, tilbeder, i går og i dag, så manifest afstår fra at beholde den himmelske magt og vælde, vi prædiker Kristus som korsfæstet, hvordan kan kejseren, paven, den lokale despot eller alverdens diktatorer så gøre krav på magten?

Det er lige her, mellem alverdens tidsler, den rå menneskelige magt, pilespidsens tilintetgørende kraft og kejserslottets blændende rigdom, vi kender det jo så godt, at sædemanden kaster frøet. Og dét, der vokser frem, måske svagt og sårbart, men ikke desto mindre med en kraft, som ikke kan slås ned af nogens le, det er en åbenbaring af Guds sande væsen, en afsløring, om man vil, der viser os, at Gud møder os i sin egen svaghed. Gud åbenbarer sig ikke i triumfen, men i lidelsen. En Gud, der tager bolig ikke i kejserpaladset, men på korset – til hån, spot og latterliggørelse. En Gud, der ikke tvinger sig vej, men giver sig selv hen i kærlighed, og hvis rige ikke vokser ved magt, men ved nåde. Kun nåde.

”Vi prædiker Kristus som korsfæstet”, siger Paulus, og i det øjeblik, hører vi fra evangelierne, at Jesus udånder på korset, så flængedes forhænget i templet i to dele, fra øverst til nederst, det forhæng, som holdt Gud skjult for mennesket og mennesket skjult for Gud; et forhæng, nuvel, men et stærkt symbol på, at Gud – i sin hellige ophøjethed – var komplet utilnærmelig og utilgængelig for menneskeheden. Den Gud, der gemte sig bag forhænget, det var en Gud, som gav mennesket mulighed for at fantasere om Guds storhed, herlighed, magt og vælde. Guden bag forhænget var en afgud, et fantasifoster, en projektion, og korset, forhænget, der flængedes, og som åbner et tomt rum i det tempel, som mennesket troede var det allerhelligste, afslører, at Gud ikke findes i en hemmelig dimension, som vi mennesker er forment adgang til.

Paradoksalt nok, så udfolder det tomme tempel, tomheden i det allerhelligste kammer, fraværet af Gud, netop det modsatte, nærværet af Gud. Nærværet af den Gud, som ikke gemmer sig bag forhænget, men som træder frem på korset, ved Alaxamenos og vores side, ingen andre steder end i den absolutte selvhengivende kærlighed, som er den kærlighed, der for os er gratis, men som for Gud koster døden. Hvis det ikke er kærlighed, så ægte og så dyb, som den i grunden kan være, hvad er det da?

Det vidste Alaxamenos, som stod portrætteret dér under korset, tilbedende sin korsfæstede æselgud, i skyggen af det prægtige kejserpalads. Ordet slog rod i ham. Han vidste, og vi med ham, at korset Gud er den sande Gud, som kommer til os i sin absolutte selvhengivende kærlighed, for at befri os fra undertrykkende politiske, metafysiske, religiøse fantasier og projektioner, så vi kan få del i den kærlighed, som han selv er. Guds kærlighed findes ikke bag et forhæng, men hænger til åben skue på korset, og er til stede der, hvor to eller tre – som os i dag – er forsamlet i den korsfæstede og opstandne Guds navn. Til stede dér, hvor vi forsoner os med vores modstandere og fjender, er villige til at ofre os selv af kærlighed til den anden og hengiver os til det andet menneske. Sådan bærer ordet frugt, tredive, tres og hundrede fold.