Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Jesus sagde også: »En mand havde to sønner. Den yngste sagde til faderen: Far, giv mig den del af formuen, som tilkommer mig. Så delte han sin ejendom imellem dem. Nogle dage senere samlede den yngste alt sit sammen og rejste til et land langt borte. Der ødslede han sin formue bort i et udsvævende liv; og da han havde sat det hele til, kom der en streng hungersnød i landet, og han begyndte at lide nød. Han gik så hen og holdt til hos en af landets borgere, som sendte ham ud på sine marker for at passe svin, og han ønskede kun at spise sig mæt i de bønner, som svinene åd, men ingen gav ham noget. Da gik han i sig selv og tænkte: Hvor mange daglejere hos min far har ikke mad i overflod, og her er jeg ved at sulte ihjel. Jeg vil bryde op og gå til min far og sige til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn; lad mig gå som en af dine daglejere. Så brød han op og kom til sin far. Mens han endnu var langt borte, så hans far ham, og han fik medynk med ham og løb hen og faldt ham om halsen og kyssede ham. Sønnen sagde til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn. Men faderen sagde til sine tjenere: Skynd jer at komme med den fineste festdragt og giv ham den på, sæt en ring på hans hånd og giv ham sko på fødderne, og kom med fedekalven, slagt den, og lad os spise og feste. For min søn her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet. Så gav de sig til at feste. Men den ældste søn var ude på marken. Da han var på vej hjem og nærmede sig huset, hørte han musik og dans, og han kaldte på en af karlene og spurgte, hvad der var på færde. Han svarede: Din bror er kommet, og din far har slagtet fedekalven, fordi han har fået ham tilbage i god behold. Da blev han vred og ville ikke gå ind. Hans far gik så ud og bad ham komme ind. Men han svarede sin far: Nu har jeg tjent dig i så mange år og aldrig overtrådt et eneste af dine bud; men mig har du ikke givet så meget som et kid, så jeg kunne feste med mine venner. Men din søn dér, som har ødslet din ejendom bort sammen med skøger – da han kom, slagtede du fedekalven til ham. Faderen svarede: Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit. Men nu burde vi feste og være glade, for din bror her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet.« Lukasevangeliet 15,11-32

"Et samfund, der ikke længere har nogen myter, er et samfund uden rødder, uden historie, uden en fremtid. Myterne giver ikke blot mening til tilværelsen, men de sikrer også den kulturelle kontinuitet."

Jeg kom til at tænke citatet, da jeg skulle forberede dagens prædiken. Jeg tænkte på, hvordan min salige mormor, født i 1919, der også måtte have hørt lignelsen om den fortabte søn, da hun skulle konfirmeres tilbage i 1930’erne i Uggerby Kirke. Eller hvordan Kierkegaard og Grundtvig og deres tid også har grublet over selv samme historie. Tænk sig…

Eller længere tilbage: Tilbage til Martin Luther og reformationen og karmelitermunkene og Poul Helgesen her i klosteret; de har læst, tænkt og forstået præcis den samme historie som os i dag. Munkene der har gået rundt og rundt i vores smukke fratergange og tænkt og tænkt. Eller endnu længere tilbage, tilbage til senantikken, hvor Augustin eller Irenæus har grundet deres sind over selv samme historie, som møder os i dag. Er det ikke på sin egen måde højtideligt og smukt i al dets vælde?

"Et samfund, der ikke længere har nogen myter, er et samfund uden rødder, uden historie, uden fremtid”, sådan skriver den rumænske religionsfilosof Mircea Eliade, og har netop blik for, at myterne, de fortællinger, som så at sige ligger som en understrøm i vores kultur og historie, sikrer kontinuitet mellem slægtleddene, en slags bro, fra generation til generation, fra det ene ståsted til det næste.

Det er selvfølgelig ikke alle historier, som opnår at blive klassiske, at træde ind i det evige, og danne en linje i det timelige, for de skal rumme sådan en dybde og samtidig sådan en enkelthed, så alle tider kan læse sig ind i historien; nye spørgsmål, nye svar, nye nuancer. Lignelsen om den fortabte søn rummer sådan en dybde, så historien bliver ved og ved med at sige os noget.

Men hvad fortæller den så? Historien er jo så enkel: Der var engang to sønner, den yngste søn får forskud på arven, og vandrer ud i verden; derude kaster han om sig med sine penge, men da det hele er sluppet op, og ikke engang grisenes mad kan han spise, så vender ham hjem; hjem til sin familie, hjem til sin far, der møder ham – måske overraskende - med åbne arme. Lad os feste, for du var fortabt, men er nu blevet fundet.

En historie om forsoning, en historie om omvendelse, en historie om tilgivelse, men også slet og ret en historie om at være og høre hjemme i verden – hvor kærligheden og tilgivelsen overskygger misundelsen og vreden. Jeg faldt over et gammelt, oldnordisk ord forleden, hjemfalden, som måske kan kaste lys over fortællingen.

”Hjemfalden” – det er vist mest om gravsteder det nu om dage bruges; et gravsted, som ikke bliver betalt, får et lille skilt sat ned ”hjemfalden”, og det betyder, at dét, som før var i familiens private ejendel, nu skal tilbage til fællesskabet. ”hjem-falden”, et sammensat ord, ”faldent” og ”hjem”, som måske umiddelbart stikker i to retninger, for hjem er jo trygt, roligt, varmt, hvorimod at ”falde” er farligt, bevægeligt og utrygt, men er det ikke, hvad der sker i fortællingen? At den yngste søn falder og kommer hjem? At sønnen indser, at han lever på nogle vilkår, han ikke selv har sat, og i denne erkendelse ”falder han hjem i verden”?

Og måske gælder det også for os – ligesom Augustin, karmelittermunkene og min mormor, Kirstine? At der ligger en dyb og frugtbar erkendelse i, at vi er ”hjemfaldne i verden”, at vi må falde over det faktum, at vi ikke kan bestemme og styre alting selv, at der er nogle vilkår, som er uvilkårlige, som er sat af noget større, og som vi alle sammen deler – og der i denne erkendelse, i denne konstatering af, at der er en ramme om vores liv, som er uden for vores rækkevidde og herredømme – fødslen, kærligheden, døden -, så falder vi hjem i verden, en hjem-venden, en måde at være i verden på, som rodfæster os dér, hvor vi nu er. Med andre ord: Vi kommer først rigtig til os selv, finder rigtig hjem, når vi mødes af Det Andet, det fremmede, det, der er større, af Gud.

Digteren, Søren Ulrik Thomsen, har skrevet en digtsamling fra 1991 – dengang han var 35 år - som netop hedder ”hjemfalden”. Han knytter digtene til den erkendelse, at han ud af ungdommens tåger – hvor skønne og vigtige den end måtte være - opdager, at der er nogle vilkår i livet, som ikke er sat af ham selv. Og dér falder han hjem til verden. Han skriver i et digt:

”På en kirkegård så jeg en sten, der hverken bar ordene ”Nåde, Fred eller Tak”, men inskriptionen: Længsel. Den døde gik ud af sit navn og rakte det ind i den blæsende verden. Hvem er det nu, der længes? Blodet er helligt og tilhører Gud. Hvad tilhører os? En frakke, lidt mønter, en ligning, der aldrig går op, men regnes igennem igen og igen i denne forseglede indskrift”.

”Hvad tilhører os” spørger Søren Ulrik Thomsen i digtet, og det samme spørgsmål må også runge i den yngste søn – hvad tilhører mig – udover en frakke og lidt mønter. Men så dette: En ligning, der aldrig går op. Jeg ved ikke, hvad digteren har tænkt, men i lyset af lignelsen om den fortabte søn, så står ét tilbage, når alt er skrællet fra: Guds tilgivelse og Guds kærlighed. Når mønterne er brugt og frakken revet itu, så møder Gud os – ligegyldigt hvordan vores liv end har set ud – med åbne og nådefulde arme.

”Vi går ud af vores navn”, står der, og betyder det ikke, at vi ikke blot er vores egen individualitet, vores eget jeg isoleret fra de andre, men at vi i dybere forstand tilhører fællesskabet, rækker navnet – vores jeg - ind i den blæsende verden? Lignelsen om den fortabte søn, historien som er blevet fortalt, læst og fortolket i snart 2000 år, handler om at høre hjemme i verden – at træde ud af sin egen lille fortælling og træde ind i det store fællesskab, at vende hjem; at vende hjem til verden i lyset af eller i favnen på, den nådefulde, kærlige og tilgivende Gud.

Dét er, for at vinkle Mircea Eliades ord, vores rødder, vores historie, vores fremtid. Det er vores tilværelses mening.