Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Efter sabbatten, da det gryede ad den første dag i ugen, kom Maria Magdalene og den anden Maria for at se til graven. Og se, der kom et kraftigt jordskælv. For Herrens engel steg ned fra himlen og trådte hen og væltede stenen fra og satte sig på den. Hans udseende var som lynild og hans klæder hvide som sne. De, der holdt vagt, skælvede af frygt for ham og blev som døde. Men englen sagde til kvinderne. »Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå. Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde. Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det.« Og de skyndte sig bort fra graven med frygt og stor glæde og løb hen for at fortælle hans disciple det.  Matthæusevangeliet 28,1-8

Lad os for en stund følge kvinderne Maria og Maria Magdalene. Lad os gå sammen med dem i morgenstunden, mens dagen gryer og hanen galer; lad os bevæge os sammen med dem ud af byen og op mod graven. Lad os mærke deres sorg, deres smerte, deres tab af mening og håb; lad os sammen med dem gå helt hen til graven, derhen, hvor liget ligger. Og lad os så kigge ind i graven sammen med dem. Lad os stå der, i gravens åbning, hvor solens morgenrøde møder klippegrottens mørke, og spejde ind i gravkammeret. Lad os stå der, i eksistentiel forstand, sammen med kvinderne og kigge ind i graven.

Hvad ser vi – hvad finder vi – derinde i graven? Hvad møder vores ”er der nogen?” andet end måske et ekko af vores inderste længsel? Med det ene øje, fra fornuftens blik, ser vi tomheden, dødens sejr, tragediens fødsel, meningsløsheden – og når fornuften rigtig tænker sig om, så måske dette: et gravtyveri, et fupnummer, et skuespil.

Men fra troens øje ser vi noget ganske andet: opstandelsen. Liv efter døden. Sprækker i virkeligheden, gravens virkelighed, hvor evigheden flyder ud. Det er, hvad troen ser, et nærvær mit i fraværet, en opstandelse midt i gravens tomrum, men troen ser det ikke, som vi kender det. Kvinderne ser jo ikke selve opstandelsen eller opstandelsesøjeblikket. De ser ikke Gud opvække Jesus. De ser kun følgerne: den væltede sten, den tomme grav, englen, der taler. Det hele hviler på et ord: »Han er ikke her; han er opstået.« Håbet lever netop af Ordet og af det, vi endnu ikke ser.

Når alt er synligt, er der kun tilbage at indrette sig efter det, der er. Men dér, hvor noget endnu er uset, dér kan håbet tændes. Påskemorgen er håbets morgen netop dér, hvor vi ikke ser, men hører: »Han er opstået. Han går i forvejen for jer.«

Når kvinderne står ved gravens åbning og skuler ind i grottens mørke, så står de ikke bare ved Jesu grav. De står ved menneskets grav, ethvert menneskes grav – din og min. Og det, de bliver mødt af, ordene »han er ikke her, han er opstået«, lød ikke bare til dem dengang. De lyder også til os i dag: Han er opstået. Netop de ord, ordene fra påskemorgen, kan vi mennesker leve og dø på.

Ord, sagt fra et andet sted, uden for verden, bag livets kant og bag horisontens hældning. Ord, der skærer sig ned i vores liv på tværs af vores fornuft og forstand. Ord fra Gud, ind i vores verden, som et evighedens nedslag midt i tiden: Frygt ikke. Han er opstået.

Kvinderne, der står ved den tomme grav påskemorgen, de løber derfra både i frygt og i glæde, hører vi – frygt, fordi de aldrig havde set mage, glæde, fordi det, de troede var dødens sejr og tragediens fødsel – at Gud var død med Jesus på korset – i virkeligheden var begyndelsen på noget nyt. En skabelse. Et evangelium. En åbning mod at se og være i livet i lyset af opstandelsen: et liv med Guds kærlighed, Guds tilgivelse, Guds barmhjertighed.

Derfor bliver kvinderne netop ikke stående ved graven. De vender om – går tilbage til deres liv. For opstandelsen peger ikke tilbage mod et sted, der kan fastholdes. Den peger frem. Ordene lyder »Han går i forvejen for jer.« Det betyder, at troen og håbet ikke først og fremmest er erindring. Ikke fastholdelse af det, der var.

Troen er forventning. Bevægelse. Åbenhed mod det, der kommer. Vi er måske nok vant til at tænke håbet som noget, der skal trøste os i det, der er, noget vi kan holde fast i, når kræfterne slipper op.

Men her vendes det om. Håbet er ikke først og fremmest noget, vi har – det er noget, vi sættes ind i. Det er ikke en stemning i vores hjerte, men en virkelighed i Guds væsen. Et levende håb. Et håb, der ikke udspringer af vores erfaring, men af en begivenhed, der har åbnet fremtiden: Kristi opstandelse.

Derfor er påsken ikke blot en fortælling om noget, der skete engang. Hver gang evangeliet lyder, stilles vi dér, hvor kvinderne stod: ved graven. Og vi får de samme ord at høre: »Han er ikke her. Han er opstået. Han går i forvejen for jer.« I dåben sættes vi ind i dette levende håb, når ordene over barnet lyder: ”Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde.” Det levende håb er ikke vores eget skrøbelige håb i vores bævrende hjerter, men derimod det håb, som Gud bærer os med – som vi sættes ind i.

Derfor lyder opstandelsens ord også ved dåben, for opstandelse – påskemorgen - er ikke kun et svar på døden. Den er Guds afgørende nej til, at døden får det sidste ord – og hans ja til livet med os. Et ja til livet, og derfor sendes kvinderne bort fra graven. For den tomme grav er ikke målet i sig selv. Den er et brud. Et sted, hvor verden og livet åbnes – ikke for at vi skal blive dér, men for at vi skal gå videre. Han går i forvejen. Det betyder: det, vi håber på, ligger foran os. Ikke bag os. Som noget vi bevæger os imod, som et lys der brænder i vores livs horisont. Opstandelse betyder, at fremtiden både i livet og i døden bæres af Gud – den nådige Gud, der har vist sig i Jesus Kristus. Fremtiden møder os nådigt.

Når Kristus er opstanden, så åbner verden sig på en ny måde, en slags verdens morgenstund, der stod op med Kristus påskemorgen. Med Kristus vågner en ny verden, hvori vi er kaldet til ikke at se ned på den, som synes svag i verdens øjne. Hvis vi gør det, ser vi også ned på Gud. For Gud blev menneske – som os. I den nye verden, som kristendommen åbnede for os alle sammen, er vi kaldede til at indgyde hinanden tro, håb og kærlighed, også der, hvor al håb, al tro, al kærlighed, synes borte. En håbets verden, ikke hvor dødens mørke er baggrunden, men hvor lyset fra opstandelsen er fortegnet for vores liv. Det er denne håbets verden, der driver os ud af graven – ud i verden – med en ny måde at se mennesker på: ikke som håbløse tilfælde, men som dem, Gud vil rejse op med Kristus.

Lad os slutte, hvor vi begyndte. Sammen med kvinderne ved graven. Vi skal nemlig stadig stå ved kister, vi skal stadig tage afsked. Vi skal stadig leve med tab, der ikke kan gøres om. Og en dag vil også vi selv blive båret ud til kirkegården, og nogen vil stå ved vores grav, sådan som vi i dag står ved en anden grav.

Men vi står der ikke uden håb. For Kristus er gået den vej før os. Han gik ind i mørket, ind i dødsriget – og kom ud igen. Derfor lyder ordene ved graven: ”Frygt ikke. Han er opstået”. Når de ord lyder sættes vi ind i det levende håb, at vores liv og vores død, vores kære og vores fremtid ikke falder tilbage i tomheden, med hviler i Guds kærlige, nådefulde og barmhjertige hænder. Og det kan vi leve og dø på. Glædelig påske!