Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde: »Ingen kan tjene to herrer. Han vil enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon. Derfor siger jeg jer: Vær ikke bekymrede for jeres liv, hvordan I får noget at spise og drikke, eller for, hvordan I får tøj på kroppen. Er livet ikke mere end maden, og legemet mere end klæderne? Se himlens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og jeres himmelske fader giver dem føden. Er I ikke langt mere værd end de? Hvem af jer kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig? Og hvorfor bekymrer I jer for klæder? Læg mærke til, hvordan markens liljer gror; de arbejder ikke og spinder ikke. Men jeg siger jer: End ikke Salomo i al sin pragt var klædt som en af dem. Klæder Gud således markens græs, som står i dag og i morgen kastes i ovnen, hvor meget snarere så ikke jer, I lidettroende? I må altså ikke være bekymrede og spørge: Hvordan får vi noget at spise og drikke? Eller: Hvordan får vi tøj på kroppen? Alt dette søger hedningerne jo efter, og jeres himmelske fader ved, at I trænger til alt dette. Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift. Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen; dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til. Hver dag har nok i sin plage.« Matthæusevangeliet 6,24-34

For hundrede år siden så dansk landbrug helt anderledes ud end i dag. Små gårde lå spredt mellem levende hegn og små vandhuller. Markerne var mindre, brudt af stengærder og læhegn, og om foråret blev de pløjet med hest og harve. Kornet voksede tæt på gårdens folk; man kendte hver plet jord, vidste hvor den holdt på fugten, vidste hvor solen først tog fat.

Dyrene gik på gårdspladsen og børnene gav dem navne. Køerne blev malket ved håndkraft, fårene klippet med saks, grisene fodret med rester fra køkkenet. Der var nok slid og hårdt arbejde, men også en selvfølgelighed i rytmen: såtid og høsttid, kulde og varme, dag og nat – den cyklus Gud lovede Noa, og som dengang var menneskers daglige erfaring.

Alt var mindre, men også tættere: menneske, dyr og jord var vævet sammen i en hverdag, hvor man både levede af naturen og levede med den.

I dag er billedet helt anderledes. Markerne strækker sig som store, ensfarvede flader, hvor mejetærskere med GPS kører i nøjagtige baner. Staldene er kæmpestore, dyrene fodres og malkes af maskiner, og meget af det, der engang foregik i gårdspladsens levende mylder, er blevet til en effektiv fødevareproduktion. Bondemanden med sixpence er blevet en businessman i jakkesæt, og dyrenes navne er blevet til tal i et regneark.

Vi kan i dag brødføde langt flere mennesker, og det skal man vitterligt ikke kimse ad, men vi står også længere fra den jord og de dyr, som engang var vores daglige selskab. Afstanden gør os både rige og fattigere: rige på varer, velfærd og teknologi – fattigere på den nære fornemmelse af, at vi selv er en del af den rytme, hvor såtid og høsttid, dag og nat, stadig bærer verden.

Derfor ser vi, tror jeg, at der i vores tid er en længsel mod naturen. Mod det nære, mod det enkle, mod det sårbare. Sommerfugle i luften, vilde blomster i grøften, ålegræs i vandet. Naturen som en levende, ordløs prædiken, ligesom ordene fra dagens evangelium, når vores blik med Jesu ord rettes mod himlens fugle og markens liljer, der i deres stille eksistens blot er til – hvilende ubekymret i sig selv, i Guds nåde.

Men hvad er det, vi, os mennesker, kan lære af markens liljer og himlen fugle? Hvorfor skal vores blik rettes derhen? Søren Kierkegaard har undersøgt sagen, og han fortæller en lille historie om markens lilje, denne uanseelige blomst, hverken fornem eller sjælden, men helt almindelig, helt gennemsnitlig, som står der blandt brændenælder et sted i skoven nær det rislende vandløb.

Liljen, fortæller han, var glad og sorgløs som dagen var lang, men en dag skete der noget usædvanligt, en lille fugl kom forbi, morgen og aften, og fuglen begyndte at tale til liljen om at være fri i verden, om andre steder i skoven, hvor liljerne stod flottere, hvor fuglesangen var højere, og til sidst blev den lille lilje bekymret og sorgfuld, den følte sig fængslet og bundet, drømte om at være til et andet sted, under andre vilkår, sådan som de mægtige kejserkroner, som den lille fugl fortalte så varmt om. Uroen ulmede hos den lille lilje, og til sidst skete der det skæbnesvangre, at liljen betroede sig til fuglen. Hjælp mig – gør en ende på mine bekymringer! Gør mig til stor som kejserkronerne, som den lilje, jeg dybest set ønsker mig at være, og så næste morgen huggede fuglen med sit næb stænglen over fra liljens rod, tog liljen under sine vinger og fløj afsted gennem skoven – mod skovens lysning med de prægtige blomster.

Men ak, undervejs visnede liljen og døde i fuglens hjælpsomme næb. Men liljen er mennesket, skriver Kierkegaard, og fuglen er sammenligningens urolige tanke, den tanke, der kan trænge dybt ind i vores sjæl og slå rod, og som næres ved, at mennesket ikke kan nøjes med at være menneske; at mennesket vil være noget andet, end det er, større, mægtigere, rigere, og hele tiden ønsker sig et andet sted hen.

Måske er det også dét, der er på færde, når vi bevæger os væk fra naturen og samtidigt i højere og højere grad forsøger at styre naturen efter vores begær og behov, så gør vi os selv til noget andet end mennesker, til vores egne små guder, der i sidste ende mister forbindelse til det ophav, der unægtelig er vores, naturen, skaberværket, og så ender vi vel med den tragiske skæbne som liljen, der ønskede at være en kejserkrone, og som døde i munden på fuglen?

Vi mennesker kan ikke flygte, skønt vi så inderligt gerne ville, fra de ord, der siges over os her i kirken: Af jord er du kommet og til jord skal du blive.  

Og dog så lyder ordene til os i dag ”Vær ikke bekymrede”, ”vær ikke bekymrende”, ”se på markens liljer og himlens fugle, de hviler i sig selv, ubekymret i Guds nåde” og selvom det kan lyde som titlen på en dårlig selvhjælpsbog, så dækker de i kristendommen over noget ganske dybt og centralt, nemlig dette, at fremtiden – din og min – råder Gud for. Fremtiden som objekt for alle vores bekymrede tanker er - set gennem evangeliet - afskediget. Fremtiden består som et løfte – Guds løfte – og ikke vores opgave.

Fortiden, i fundamental forstand, er dermed også blevet uinteressant. For løftet består ”så længe jorden står” og ikke ”så længe mennesket lever retfærdigt”, det handler med andre ord ikke om os, hvorledes fortiden artede sig og på trods af alle druknede synder. Fortiden er uden tyngende betydning, og fortid, der er uden tyngende betydning, det kalder vi syndernes forladelse, og fremtiden, hvor Gud kun råder, det kalder vi for Guds nåde. Tilbage er dagen, hver dag, i dag, som liljen burde stå ubekymret på marken, som mennesket burde nøjes med at være menneske, dem vi nu engang er, hver især, hvilende i Guds nåde.

Det er det evangelium Gud maler for vores øjne, den ordløse prædiken, når han hver dag lader fugle svæve ubekymret under himlen og markens liljer stå i flor. Se på Guds skaberværk – de røde æbler på træerne, den blå septemberhimmel, de falmende træer, og se hvilken overflod og liv og glæde - ofte på trods. Når Gud i sin almagt og kærlighed råder for alt det, så kan Gud med vished også råde for dig – helt frem til livets kant og mere til! For når efteråret og vinteren er over os i vores liv, og vi daler som efterårets blade mod jorden, så lander vi i Guds gribende og kærlige hånd – derfor vil det sidste ord over vores liv altid være: Af jorden skal vi igen opstå.